Guldfejring

“What a life, what a night, what a beautiful, beautiful ride”

Sådan sang Scarlet Pleasure og tusindvis af FCK-fans på fuld tryk på Øster Alle søndag aften, da vi rundede en fantastisk guldfejring af efter en intens sæson.

Det kunne ikke udtrykkes meget bedre, end Scarlet Pleasure gjorde, efter at Thor Farlov, Benjamin Hav, Minds of 99, spillerne og et menneskehav havde budt DM-trofæet velkommen hjem til København for 14. gang.

Carlos Zeca
Foto: Lars Rønbøg


Det har været en sæson, hvor vi, med Jess Thorups ord, har bygget flyveren, mens vi var i luften. Vi har været gennem en transformation sportsligt med en masse nye nøglefigurer de seneste 18 måneder.

Vi har samtidig genopfundet os selv på gangene i Parken med nye måder at tilgå en masse ting på for at finde nye og bedre løsninger for klubben. Både på kort og langt sigt. Vi har testet nye metoder af, og vi har tænkt i nye baner. Sæsonen har også vist os, at vi er på rette vej.

Da det mod slutningen af sæsonen spidsede til, viste spillerne, hvad holdet er lavet af. F.C. Københavnerne stod bag dem, da de havde mest brug for det, uanset om vi taler om fans, partnere eller andre omkring klubben. Uden jer havde vi ikke stået og fejret det søndag aften.

Guldfejring
Foto: Lars Rønbøg


På partnersiden har vi nu indhentet det tabte under corona, og vi har fået nye main partnere i form af Unibet og 3. Sammen med Carlsberg og adidas har de givet os en stærk base for de kommende år, hvor vi også på partnerområdet vil udvikle os yderligere.

På banen har vi vundet mesterskabet med et rekordhøjt antal teenagere på banen, og vi har benyttet flere spillere fra eget akademi end nogensinde før.

Faktisk er mere end 21 procent af spilletiden i denne sæson leveret af spillere fra Talentafdelingen, der tilmed selv har vundet mesterskabet og pokalturneringen med U19-holdet og har et U17-hold, der topper deres liga inden de sidste spillerunder.

Daniel Haarbo, William Bøving, Victor Kristiansen, Valdemar Lund og Elias Jelert
Foto: Samy Khabthani


Vi har undervejs måttet håndtere skader hos de bærende kræfter og solgt flere store profiler for hundredvis af millioner. Alt dette har stillet store krav til stab og trup, men også udfordringer, der har givet især de unge spillere en uvurderlig erfaring til fremtiden, hvor de kommer til at spille nøgleroller i F.C. København.

På tribunerne i Parken har vi sat rekord efter rekord og fået en uforlignelig opbakning og støtte. Det har været uvurderligt for holdet, og samarbejdet mellem klub og fans har nået nye højder, der lover godt for fremtiden.

Pep Biel
Foto: Anders Kjærbye


Til de flere 35.000, der var i Parken i søndags: Tak for en forrygende ramme, der var på internationalt niveau. Igen. Så tak. Tak for opbakningen, tak for tålmodigheden, tak for støtten under både opturene og nedturene, tak for, at I gør vores klub til noget særligt. De få, der trådte pinligt ved siden af – I ved godt, hvad vi mener om det.

Vi festede og jublede natten lang, men arbejdet frem mod næste sæson er allerede i gang. For vi er kun lige begyndt, og sammen kan vi tage det hele til nye højder.

Vi glæder os allerede til at komme i gang igen med en ny sæson, hvor vi igen skal jagte titlen – og skabe store europæiske aftener.

Vi ses i Parken.

Forza FC!