Vind eller forsvind

Vind eller forsvind

Blot lidt over seks uger efter fejringen af The Double tager vi hul på en sæson med en kamp af allerstørste betydning, når de montenegrinske mestre fra FK Mogren kommer på besøg i PARKEN til den første kamp i anden runde af kvalifikationsturneringen til verdens fornemste klubturnering: UEFA Champions League.

Det er en opgave, hvor der ikke findes mellemløsninger. Dels fordi der er tale om en cup-turnering, hvor kun vinderen går videre til næste runde, og dels fordi taberen endegyldigt kan vinke farvel til yderligere europæisk fodbold i de kommende 12 måneder.

Med et sikkert nationalt mesterskab og en ubesværet samlet 6-0-sejr over Hibernians fra Malta møder FK Mogren op med en pæn portion selvtillid i bagagen. Med det udgangspunkt, og datoen 4. august 2004 in mente, er det langt mere end en kliché, når jeg finder anledning til at råbe vagt i gevær i forhold til den forestående opgave.

For knapt fem år siden mødte vi også op til vind-eller-forsvind-runden i UEFA Champions League som vindere af The Double til et opgør mod et Balkan-hold (Gorica fra Slovenien), og som bekendt udviklede det sig til klubbens største sportslige nedtur med et samlet 2-6-nederlag.

Den smertefulde sten i skoen har vi i UEFA-seedningsmæssig forstand slæbt med os lige siden, men nu afløses den af resultaterne i den forestående sæson, og hvad vil være mere velgørende end at slette Gorica-mareridtet ved at avancere til 3. kvalifikationsrunde efter en samlet sejr over endnu et godt fodboldhold fra Balkan?

Vi har kvaliteterne til at følge op på de seneste tre sæsoners store internationale succes med kontinuerlig deltagelse i et af de europæiske gruppespil, og der hersker ingen tvivl om, at såvel trænere som spillere er forberedte og fokuserede på at sikre F.C. København endnu en stor europæisk sæson.

Ambitionen kræver ubetinget en samlet sejr over FK Mogren, og jeg er sikker på, at klubbens mange fans vil vågne af sommerferiedvalen og støtte holdet optimalt i den første opgave på Danmarks næsten færdigt ombyggede nationalstadion. 

Med venlig hilsen

Flemming Østergaard