Vi nærmer os top 10

I dag kan FCK.DK præsentere profil nummer 13 og 12. To tidligere koryfæer besætter de to pladser lige uden for top 10.

13. Michael Manniche
Landsholdsangriberen der tog fra en feteret stjernetilværelse i portugisiske Benfica, hjem til Danmark og B1903 og senere F.C. København. 11 landskampe havde "Manne" på CV'et inden han returnerede til dansk fodbold. Over to perioder spillede han 49 kampe og specielt i klubbens debutsæson var "Manne" giftig. Her scorede han 11 af sine i alt 12 mål for Byens Hold.

12. Christian Lønstrup
"Løns" var den sidste af de originale guldvindere fra 1993, der indstillede sin karriere. På trods af et udlandseventyr i Cagliari opnåede den elegante spilfordeler alligevel at blive den næstmest benyttede spiller i klubbens historie. Mere end 200 optrædener i Superligaen og knap 30 europæiske opgør skaffede, sammen med pokalkampe, "Løns" imponerende 253 kampe for Byens Hold. Hans sidste optræden i den hvide trøje var 3-2 sejren over FREM i foråret 2004, hvor han gjorde comeback efter 8 måneders skadesfravær.