VARMT HJERTE, KOLDT BLOD

Management i F.C. København og drømmen om Europa - udkommer 18. marts på People`s Press

Hvad er hemmeligheden bag F.C. Københavns succes? Og er der realisme i klubbens internationale ambitioner? Flemming Østergaard har set fremtiden; i hans optik er der ingen tvivl om, at kompetencerne uden for kridtstregerne i fremtiden får endnu større betydning for, hvilke klubber, der høster triumfer på grønsværen.

Ifølge Flemming Østergaard kræver det en svær kombination af engagement og overblik at håndtere spændingsfeltet mellem følelser og forretning. Et næsten djævelsk dilemma for enhver leder i den internationale fodboldbranche, som fængslende beskrives i bogen Varmt hjerte, koldt blod. Ingen i Danmark - og kun få i Europa - har i samme grad som F.C. Københavns karismatiske bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, forstået at udnytte spændingsfeltets enorme energi til at skabe fremgang - såvel sportsligt som økonomisk.

På lidt over otte år har "Don Ø" - med varmt hjerte og koldt blod - forvandlet en skrantende fodboldklub (F.C. København) til en dynamisk og rentabel virksomhed (PARKEN Sport & Entertainment A/S) med stor succes både på og uden for banen. Han har gjort det på sin egen udanske måde, der både har fascineret og provokeret omgivelserne.

F.C. København har etableret sig som det 21. århundredes ubestridt førende danske fodboldklub og et af landets mest kendte brands. Tre danske mesterskaber på fire sæsoner taler for sig selv, og udenfor banen er PARKEN Sport & Entertainments omsætning tidoblet, mens markedsværdien er vokset til cirka trekvart milliard kroner.

Endnu har den nationale succes ikke fungeret som afsæt til utvetydig international succes, men Flemming Østergaards 40 år gamle drøm er stadig intakt: at skabe en dansk fodboldklub med potentiale til en plads i laget lige under fodboldens globale superbrands som eksempelvis Real Madrid, Manchester United, Juventus og Bayern München.

Varmt hjerte/Koldt blod er en insiders dissekering af en af de mest besynderlige, underholdende og eksponerede brancher i verden: Professionel fodbold. For yderligere informationer, interesse eller interview er I velkomne til at kontakte mig.

Varmt hjerte/Koldt blod kan købes fra den 18. marts i Super Shoppen, Frederiksberg og PARKEN. Flemming Østergaard vil signere bøger lørdag den 19. marts klokken 12 i Super Shoppen, PARKEN. Bogen koster 249,- og er på 224 sider.