Update på FCK's ungdomshold

Den 24. april bragte vi en update på resultaterne for F.C. Københavns School of Excellence. Siden da har de fire hold været i aktion flere gange, og her er derfor en status på holdene.

Af Jan Eliassen

U19-holdet
Siden sidst har FCK U19 på udebane besejret Brøndby IF med 3-2 og på hjemmebane vundet en stensikker 5-1 sejr over Esbjerg fB. Det betyder, at FCK U19 topper rækken sammen med FC Midtjylland. De to klubber har begge 37 point, dog har FCK U19 spillet to kampe færre end midtjyderne.

U17-holdet
U17-holdet er uden sejr siden sidste update, men fik i den seneste runde 1-1 på hjemmebane mod Esbjerg fB. Det enlige point bringer FCK U17’s total op på 26 point, hvilket placerer dem som nummer syv ud af 12 mandskaber.

U15-holdet
FCK U15 har her i foråret spillet seks kampe, og de seks opgør er ligeligt fordelt på to sejre, to uafgjorte og to nederlag. De otte point placerer FCK U15 i den nederste del af rækken, men mon ikke de snart klatrer mod toppen igen...

U14-holdet 
FCK U14 har vundet sæsonens fem første kampe, og det med en samlet målscore på 19-3. Meget imponerende, og umiddelbart burde det ikke kunne gøres meget bedre – men det kan det, for BK Frem fører rækken med fem sejre i fem kampe og med en målscore på 29-3. Noget kunne tyde på, at sæsonens sidste opgør mellem de to klubber bliver afgørende.

>>> Læs mere om U-holdene under School of Excellence