Andrija Pavlovic

Ugen der gik (uge 33)

Ingen hjemmekampe siden 1993
Sidste uges tur til Baku blev en trist påmindelse om den konflikt, der stadig hersker i Nagorno-Karabakh-regionen, hvor vores modstander Qarabag FK oprindeligt var hjemmehørende. 

“Vi er et hold af flygtninge, der ikke har spillet en hjemmekamp siden 1993,” lød det lakonisk fra klubbens folk. Det hentyder til, at man indtil da spillede i hjembyen Karabakh. Selv mens urolighederne eskalerede i begyndelsen af 90’erne og nærmest gjorde det livsfarligt, og kampe måtte afbrydes på grund af skyderier m.m. Men til sidst gik den ikke længere, og efter at have flyttet lidt rundt i landet, har klubben nu i mange år holdt til i hovedstaden Baku.
 

Tofiq Bahramov Republican Stadium
Qarabags nuværende hjemmebane betragter de kun som midlertidig


Konflikten om regionen, der udspiller sig mellem Armenien og Aserbajdsjan (og på den ene eller anden måde også har involveret både de omkringliggende Rusland, Tyrkiet og Iran) er velbeskrevet i mange medier, så det vil vi ikke kaste os ud i her.

Der var dog ingen fare på færde for truppen i de to dage, man opholdt sig i Baku. Det skulle da lige være buschaufføreren, der skulle køre truppen til og fra stadion - med politieskorte. Men han var måske inspireret af den Formel 1-bane, som er bygget nede i centrum, og hvor pitten i øvrigt lå lige neden for spillernes hotel.



Eks-FCK’ere

I dag, mandag, er det præcis 5 år siden, vi signede Igor Vetokele fra Cercle Brügge. To år senere solgte vi ham til Charlton, hvor han stadig er på kontrakt - de seneste sæsoner har han dog været udlejet til Zulte Waregem henholdsvis Sint-Truidense. 

 

Vetokele jubler efter 1-0-sejrsmålet mod AGF i april 2014


Det er også præcis 17 år siden, Pascal Simpson debuterede for F.C. København, efter vi havde hentet ham i Vålerenga. “Pagge” spillede kun et år i klubben, men var med til at vinde det første mesterskab siden 1993 - og slog bl.a. 3-1-sejren fast i guldkampen mod Brøndby.

“Pagge” er i dag cheftræner for 4. divisionsklubben Ekerö BOIS, der holder til en god halv times kørsel øst for Stockholm.


I fædrenes fodspor
Markus Solbakken er - sammen med bl.a. Filip Brattbakk - blevet udtaget til det norske U17-landshold. Markus, der for nylig fyldte 17, har fået lidt af et gennembrud som central midtbanespiller for HamKam i denne sæson, og holdet topper deres 2. divisionsrække og dermed ligger til oprykning til OBOS Ligaen.

Brattbakk junior, også 17 år, spiller på Rosenborgs akademi, hvor han sidste år var med til at vinde U16-mesterskabet.

 

Til vores forsvar ...
Vi giver os normalt ikke med "forsvarsmekanismer" for svingende præstationer, og dette er da også blot en tør konstatering fra vores tidligere kommunikationskonsulent Alexander Elverlund, der nu dribler med kommunikationen i Dansk Håndbold Forbund:

 

U19
Holdet sikrede sig søndag middag sæsonens anden sejr, da Brøndby blev besejret 1-0 på udebane. Målet blev scoret af Carlo Holse lige inden pausen, og meldingerne går på en helt fortjent sejr, selv om Filip Djukic lige måtte i aktion et par gange og redde nogle nærgående Brøndby-forsøg.

Næste opgave er også på udebane - fredag aften i Randers.

 

U19-kamp FCK-Brøndby
Det blev en regnvejrskamp, ligesom da de to hold mødtes i Telia Parken i foråret


U17
U17’s sæsonpremiere var udsat en uge, og den foregik også i Brøndby og endte også 1-0 - men desværre til de blå/gule.

 

Old Boys
Holdet har ikke været i kamp denne uge, men spiller torsdag kl. 18.30 et klassisk københavner-opgør ude mod Frem.

 

Sagt og skrevet om FCK


SønderjyskE-træner Claus Nørgaard til ritzau.dk:
- Vi var for benovede i første halvleg. Vi manglede den aggressivitet og hårdhed, der skal til for at få point med hjem fra Parken. Vi steppede op i anden halvleg, men vi fik desværre ikke lukket kampen, da vi havde chancerne til det. Det er bittert, men vi må også bare konstatere, at det var et par flotte mål FCK fik lavet.

Målscorer Mikael Uhre til ritzau.dk:
- Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg knokler på med samme energi, uanset hvem vi spiller mod. Vi kæmpede os jo også flot tilbage, men vi må bare tage hatten af for de flotte mål, de fik lavet til sidst.