Dame N'Doye

Ugen der gik (uge 27)

SJOVE SAMMENTRÆF I ØSTRIG
Lørdag aften slog vi CSKA Moskva, som på bænken havde cheftræner Viktor Goncharenko og assistenttræner Aleksander Yermakovich. De stod også i spidsen for BATE Borisov i 2010, da vi med noget besvær slog dem ud af Champions League-kvalifikationen - og runden før slog de islandske FH fra Hafnarfjördur med en skadet Jacob Neestrup i truppen. Og endnu et pudsigt sammentræf: CSKA's anden assistenttræner, Viktor Onopko, spillede sammen med Peter Møller i Oviedo, og de to hilste netop på hinanden, da Møller i foråret lavede DR-optaktsprogrammer til VM.

Det var også "gamle kendinge", der betød at truppen måtte flytte hotel de seneste dage i Østrig: Rubin Kazan gjorde deres ankomst, og efter nogle forviklinger med hotellet accepterede vi hurtigt at rykke til Loipersdorf, så vi også var tæt på den bane, hvor vi skulle møde CSKA. Rubin Kazan mødte vi jo netop det år, hvor vi havde slået BATE (og Rosenborg) ud af CL-kval'en - og den netop hjemvendte Dame N'Doye sørgede for sejrsmålene, både da vi hjemme slog BATE 3-2 og Rubin Kazan 1-0.

Ja, det er en lille verden, men vi har jo efterhånden også mødt mange europæiske hold i både turneringer og træningskampe, så det er måske ikke så mærkeligt med disse "sjove sammentræf". Og der er sikkert mange flere, som man ikke lige får øje på...

Det minder om, at vores trofaste og kvikke læsere skal have tak for de tilføjelser, I fandt til listen over VM-spillere, vi har mødt gennem årene. Vi opdaterede løbende, og den endte på 109 spillere fra 30 af de 36 nationer.


5'ER NUMEROLOGI
Trøje nummer 5 nåede ikke at samle meget støv efter Erik Johanssons exit - mandag trak Andeas Bjelland trøjen over hovedet og føjede endnu et navn til rækken af spillere, der har båret dette nummer:

2016-18 Erik Johansson
2013-14 Olof Mellberg
2010-13 Sölvi Ottesen
2008-10 Ulrik Laursen
2005-07 Brede Hangeland
2004-05 Janne Saarinen
2002-04 Martin Albrechtsen
2000-02 Kim Madsen
1997-99 Lars Højer
Forår 1997 Aki Hyryläinen
1992-96 Lars Højer

Sölvi Ottesen

 

BJELLAND VS. FCK
Andreas Bjelland var kun 18 år, da han spillede første gang mod os - den 25. april 2007 blev han indskiftet for Lyngby, da vi vandt 3-2 i en pokalkamp. 13. november 2008 mødte vi Bjelland og Lyngby i pokalen, og denne gang spillede han central midt i en 0-0-kamp, som vi vandt 4-2 efter str.konk.

I Andreas' FCN-tid mødtes vi syv gange: han og FCN vandt tre gange, og vi vandt fire. Bjelland spillede i øvrigt sammen med Pierre Bengtsson i FCN, indtil Pierre skiftede til os i vinteren 2011.

En af de mere bizarre situationer var i 21. oktober 2010, hvor Bjelland samlede bolden op med hænderne i eget felt i den tro, at der var fløjtet for frispark mod Zanka. Men det var der ikke, så vi fik straffe, som Santin dog brændte - men Claudemir fulgte op og scorede på returbolden.

Bjelland tackler Pape Pate Diuof i et opgør i 2011
Bjelland tackler Pape Pate Diuof i et FCK-FCN-opgør i 2011. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images



EKS-FCK'ERE

Høgli: Som frygtet, ikke som forventet
"Det er gået som jeg havde frygtet," siger en skadeplaget Tom Høgli til Tromsø-avisen Nordlys.

"Jeg havde en fin december, men når man kommer ud på stor bane, er der noget, der ikke er som det skal være," siger han og hentyder til de baglårsproblemer, han også havde det seneste år i FCK.

"Det er det, der har været problemet hele tiden. Det er vanskeligt at strække benene ordentligt ud, det napper hver gang. Jeg tror bare, jeg har brug for en god hvileperiode, hvor jeg laver nogle andre ting," siger Tom.

Det er blevet til nogle kampe i løbet af foråret, oftest som stopper i Tromsø IL's 3-mands-bagkæde, men i hans seneste optræden for et par uger side (3-2 ude mod Sarpsborg) spillede han central midt.

Der er sommerpause i den norske Eliteserie nu, og træningen begynder først igen 23. juli og næste kamp er 4. august.

 

EN MÅNED TIL SÆSONSTART I TALENTAFDELINGEN
Der er stadig en måneds tid til, at Talentafdelingens hold begynder turneringerne. Derfor venter vi også med at opdatere trupperne på FCK.DK, da der fortsat sker ændringer hen over sommeren. Men kampprogrammerne for de enkelte hold er klar på DBU's hjemmeside, og dem linker vi også til her.

11. august indleder U19 ude mod FC Midtjylland
18. august indleder U15 og U14 hjemme mod HB Køge henholdsvis FC Roskilde
25. august indleder U17 hjemme mod Lyngby

Luka Racic
Luka Racic er i sommerpausen skiftet til Brentford (Foto: FCK.DK)


OLDBOYS HAR OGSÅ FERIE EN MÅNED ENDNU
KB/FCK's Old Boys er halvvejs i kalenderårs-turneringen og fører komfortabelt rækken som ubesejrede med 9 point ned til Tuse IF. Efterårssæsonen begynder for deres vedkommende den 15. august ude mod Køge.