Træning i Bad Radkersburg

Ugen der gik (uge 26)

RYG-NUMEROLOGI
Dame N'Doye får sit gamle nummer 14 tilbage, men lad os lige genopfriske hvem der har båret det gennem årene:

2017-18 Nicolaj Thomsen
2015 Björn Sigurdarson
2009-12 Dame N'Doye
2005-08 Michael Gravgaard
2002-04 Bora Zivkovic
1998-2001 Thomas Thorninger
1994-97 Morten Nielsen
Inden da spillede bl.a. Peter Møller med nummer 14.

Nicolaj Thomsen får i stedet nummer 8, der også har en lang, traditionsrig historik:

2017-18 Uros Matic
2013-16 Thomas Delaney
2011-13 Christian Grindheim
2008-11 William Kvist
2004-08 Michael Silberbauer
2002-03 Peter Nielsen
1999-2001 Donatas Vencevicius
1998-99 Piotr Haren
1994-98 Iørn Uldbjerg

Vi har vist heller ikke talt om nr. 17, som Bashkim har overtaget efter han er vendt tilbage fra sin udlejning til USA og Randers FC:

2015-18 Kasper Kusk
2014 Alexander Kacaniklic
2011-13 Ragnar Sigurdsson
2006-11 Oscar Wendt
2002-05 Ole Tobiasen
1996-01 Michael Mio Nielsen
1995-96 Jesper Sørensen
1994-95 Michael Mio Nielsen


FCK-BUSSEN I ØSTRIG
Flere har spurgt hvorfor FCK-bussen er i Østrig, og det er da også første gang, vi har taget vores egen bus med. Den kørte ned torsdag - dvs dagen inden spillerne fløj til Wien - med al bagagen, og det er ikke så lidt, når et rejseselskab på små 45 personer skal være afsted i 10 dage.

FCK-bussen i Østrig
Foto: FCK.DK


Så formålet var ikke at have en god baggrund til spiller-præsentationer, men at spare på fly-bagagebudgettet plus at vi undgår at leje bus i Østrig, når spillerne skal til/fra lufthavnen i Wien samt til/fra kampene i Østrig og Slovenien. Og med al respekt for de lokale busser, er vores bus altså også bare lidt federe at køre i ;-)

Så når holdet flyver hjem næste søndag, triller bussen tilbage gennem Europa til København. Hvis du keder dig på bilferien, kan du jo se om du kan spotte den - tag gerne et billede og send det til historie@fck.dk, så deler vi det her i "Bussen der gik"


20 ÅR MED PARKEN
I lørdags var det præcis 20 år siden, vi købte PARKEN og dermed fik vores eget stadion. Indtil da havde vi lejet os ind, ligesom vores moderklubber KB og B1903 havde gjort det siden 1911, hvor den første Idrætspark blev bygget på stedet.

I mange år var det officielle navn "Københavns Idrætspark", og først efter den store ombygning i 1992 kom stadion officielt til at hedde "PARKEN" - som senere blev til Telia Parken, da Telia gik ind som stadionsponsor.

Men helt fra det første stadion blev bygget i 1911, blev det faktisk ofte kaldt "Parken" i folkemunde. Det var også populært at gå til fodbold dengang, og der var masser af muligheder. For 100 år siden, i 1918, blev der fx spillet omkring 70 kampe i Idrætsparken. Ikke kun turneringskampe og landskampe, men også masser af venskabskampe, velgørenhedskampe m.m.

Tilskuertallet svingede lige fra 22.000 til en svensker-landskamp (her stod folk virkelig presset sammen, og tilskuerrekorden holdt i mange år) ned til få hundrede. Og enkelte gange i årets tidlige eller sene måneder gik man forgæves, fordi en kamp med kort varsel var flyttet ud i Fælledparken - eller helt aflyst - på grund af regn eller sne.

Den gamle Københavns Idrætspark


Sådan så den første hovedtribune ud. Den "store langside-tribune" blev bygget i midten af 50'erne og blev til endetribune i 1992 ved den store ombygning, inden den senere måtte lade livet til fordel for den nuværende DFDS Familietribune. Nederst til venstre er det "Nedre C" for 100 år siden, hvor man i 20'erne byggede den endetribune, man kaldte "Cementen" - og nede i den anden ende kom "Hockeybanen".