Træning på La Quinta Football Fields

Ugen der gik (48/2021)

U-ligaerne er gået på vinterferie, så denne ”Ugen der gik” samler i stedet op på nogle historier fra U19-holdets tur til Marbella fra forrige søndag til i går, mandag.

Truppen var – ligesom de øvrige syv hold i turneringen – indkvarteret på det 4-stjernede hotel ”Sol Marbella Estepona · Atalaya Park”, som ligger cirka midtvejs mellem Marbella og Estepona. Det ligger lige ned til stranden, og i klart vejr kan man både se Gibraltar-klippen og bjergene i det nordlige Marokko på den anden side af Middelhavet.

Atalaya Park Hotel
Udsigt mod vest fra et af værelserne. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Hotellet kan absolut anbefales, hvis man skal på ferie på de kanter, hvilket mange golfentusiaster også benytter sig af, for der er masser af golfbaner i området.

Fredag-lørdag kunne det dog godt være svært at finde et fredeligt hjørne i de ellers mange opholdsarealer, for der kom der mange familier på weekendbesøg, og så skulle der både løbes og leges og synges karaoke om aftenen m.m.

Atalaya Park Hotel
"Hotel Sol Estepona Marbella Atalaya Park". Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Men alle holdene havde en stor, fælles madsal med egen servering, og der var også egne mødelokaler, hvor man kunne holde post- og prematch-møder m.m.

Faciliteterne fejlede bestemt ikke noget, og det gjorde vejret heller ikke! Hver dag var det 15-18 grader om dagen med solskin fra en næsten skyfri himmel, men dog køligt om morgenen og småkoldt, så snart solen gik ned ved 18-tiden.

Madsalen
William Clem er tidligt oppe til morgenbordet. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Holdene trænede på nogle af de mange dejlige sportsanlæg i området, og for vores vedkommende skiftede vi mellem Marbella Sports Center og Dama de Noche Football Pitches, hvor vi også spillede vores kampe. En enkelt dag var vi også oppe på det smukt beliggende La Quinta Football Fields.

Hjalte Nørregaard
Cheftræner Hjalte Nørregaard bag rattet. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Hvert hold havde fire minibusser til rådighed med plads til 8-9 personer, så man selv kørte frem og tilbage til træning og kampe. Ellers var alt omkring kampene arrangeret af Escape Travel, som stod som arrangør af hele turneringen og også havde sørget for dommertrioer fra Danmark, Sverige og Norge.

Indmarch til finalen mod Molde
Svensk dommertrio til finalen mod Molde. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Andet end fodbold
Ud over at der var sat tid af til, at spillerne havde lektielæsning om eftermiddagen for at passe deres skolegang, så var der også indlagt et par sociale aktiviteter.

Vi har allerede fortalt, at alle var en tur på golfbanen fredag eftermiddag og svinge køllerne på en driving range og en putting green.

Orri Oskarsson
Orri Óskarsson undrer sig over, hvordan et langt, flot put rundede hulkanten og trillede videre... Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Søndag eftermiddag kørte alle ind til La Rosaleda – Malaga CF’s flotte hjemmebane – hvor hjemmeholdet mødte bundholdet Amorebieta i La Liga B. Nogle af vores minibusser brugte dog temmelig lang tid på at finde parkeringspladser, og efter kampen kunne det også tage 30-40 minutter bare at komme op fra en parkeringskælder.

Men ellers var det en fin oplevelse, selv om der ikke blev spillet drømmefodbold. ”Malakas” skuffede de ca. 19.000 tilskuere ved at løbe ind i sæsonens første hjemmenederlag, mens det for gæsterne var sæsonens første udesejr. Malaga reducerede først til 1-2 på et selvmål i de døende sekunder, så der var aldrig rigtig spænding om udfaldet.

La Rosaleda
Malaga CF's smukke hjemmebane, La Rosaleda. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Udbytterig tur på mange måder
Mandagens hjemrejse var selvfølgelig præget af ærgrelsen over at tabe finalen på straffespark, men holdet kan alligevel se tilbage på en række gode præstationer i turneringen med tre sejre over Aalesund (3-2), Esbjerg (4-1) og Hammarby (2-1) samt 2-2 i ordinær tid mod Molde i finalen.

Vi har flere gange omtalt de spillere, som ikke var med, og det er ikke for at tage noget fra dem, der var med. Men med tanke på U19-holdets mange sejre i efteråret, havde mange måske forventet, at vi nemt ville ”rydde bordet” i Marbella – men det gjorde vi ikke, selv om vi som det eneste hold havde maksimumpoint i gruppespillet.

Men turneringen havde meget stor værdi for både trænere og spillere, for dels blev der spilletid til nogle af de U19-spillere, der ikke er startet så ofte i ligaen, og dels fik vi set, hvor U17-spillerne står i forhold til næste aldersniveau.

Eggert Aron Gudmundsson
17-årige Eggert Aron Gudmundsson, der har debuteret for Stjarnans A-hold, var bolddreng, da vi mødte dem i 2018. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Et andet aspekt var at gå ind til en kamp uden rigtigt at kende modstanderne og deres spillestil. Selvfølgelig blev kampene forberedt med videoklip m.m., men oftere end i ligaen måtte trænerne tænke i flere scenarier, alt efter hvad modstanderen kom med. Det øger også spillernes evne til at være fleksible og kunne omstille.

Ud over at spillerne individuelt fik erfaringer med andre typer modstandere, så kan trænerne også bruge turneringen til planlægningen af foråret. F.eks. i forhold til de spillere, der eventuelt skal rykkes op, og hvordan træningen, holdsammensætningen m.m. skal tilrettelægges.

Noah Donovan Sahsah
Noah Donovan Sahsah med et fodtennis-saksespark. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Følg U19 på Instagram
Hvis du vil følge U19 på tætteste hold, så kan du følge dem på deres egen Instagram-konto, hvor de hedder fc_kobenhavn_u19. Måske sker der ikke alverden i de kommende uger, indtil vintertræningen går i gang, hvilket ifølge planen sker mandag den 10. januar.

Det er drengene selv, der styrer kontoen, og de er flere om at dele indhold. I Marbella var det oftest William Kaastrup, som alligevel ikke kan deltage i træning og kamp på grund af hans knæskade.

Jacob Perelman er så småt begyndt at kunne løbe og sparke lidt til en bold, og for Orris vedkommende var det ikke noget alvorligt, der holdt ham ude af finalen mod Molde. Her var William Clem til gengæld klar igen og holdt alle 90 minutter, efter at han udgik i den første kamp mod Aalesund med en forstrækning.
 

Kaastrup, Perelman og Oskarsson
William Kaastrup, Jacob Perelman og Orri Óskarsson overværer Molde-kampen fra tribunen. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK