Teo Reeh og Rolex Kingdom jubler

Ugen der gik (35/2025)

U19
U19 vandt for anden uge i træk, da Sønderjyske blev besejret 4-3 i lørdags efter føring på 4-1 indtil de sidste ti minutter. Det rækker til en delt førsteplads sammen med OB efter de tre første spillerunder.

Lørdag den 30. august 2025, kl. 12.00
FCK U19-SØNDERJYSKE U19 4-3 (3-1)
18.: 1-0 Gunnar Olsen
21.: 2-0 Viktor Dadason
28.: 2-1 Elias Hjort-Pedersen
30.: 3-1 David Boison
56.: 4-1 Viktor Dadason
80.: 4-2 Elias Hjort-Pedersen
88.: 4-3 Elias Hjort-Pedersen

Tobias Breum-Harild - William Nørløv (56.: Sylvester Hildebrandt), Aske Bang, Henrik Haraldsen, Kyung-Hyun Lee - Liam West (80.: Christoffer Daluiso), Sean Fetterlein (61.: Frederik Petersen), Marvin Nasnas, Gunnar Olsen (46.: Abdul Daramy) - Viktor Dadason, David Boison (61.: Gabriel Santos)

Ikke benyttet: Alfred Nymark.

>> Stillingen i U19-ligaen


U17
Trods megen boldbesiddelse og et par gode chancer i starten af kampen, lænede U17 sig længe op ad et nederlag til Sønderjyske, som kom foran på en kontra kort før pausen og øgede til 2-0 på frispark efter en times spil.

Teo Reeh scorer for FCK U17 mod Sønderjyske
Teo Reeh reducerer til 1-2. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


Men et rødt kort til en sønderjyde efter 72 minutter blev startskuddet til et voldsomt FCK-pres, der gav bonus i slutminutterne, hvor Teo Reeh scorede to gange til slutresultatet 2-2 og sikrede det ene point – og siden tog drengene også et ekstra point i straffesparks-konkurrencen.

>> Stillingen i U17-ligaen

U17-keeper Philip Thomsen redder et straffespark
Philip Thomsen reddede to straffespark. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


U15
U15 lavede en ”omvendt U17” (eller også var det omvendt, for U15 spillede faktisk først), da de smed en 2-0-føring i de sidste 6-7 minutter og måtte nøjes med det ene point, da også denne kamp endte 2-2. I modsætning til U17-kampen, så vandt Sønderjyske straffesparks-konkurrencen. Vores mål blev scoret af Felix Falster i 1. halvleg og indskiftede Hashim Hussain i 2. halvleg.

>> Stillingen i U15-ligaen

 

Albert Krzton, Felix Falster, Sofus Bruun og Milas Jørgensen fra FCK U15
Albert Krzton, Felix Falster, Sofus Bruun og Milas Jørgensen jubler efter 1-0-målet. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


U14 DRENGE
I sidste uge skrev vi, at drengene spillede to uafgjorte og tabte to i Hulshorst International Tournament i Holland, men vi skylder at sige, at de siden også slog Jagiellonia 3-2 og AZ 3-1.

På onsdag kl. 18.00 er der pokalkamp i Dragør, og på lørdag kl. 10 sæsonpremiere i U14-ligaen hjemme mod Brøndby.

U14 PIGER
U14-pigerne tabte søndag formiddag 2-4 ude mod HB Køge. Næste kamp er også en udekamp på søndag kl. 13 i Ballerup mod BSF.

F.C. Københavns U14-piger på vej til kamp
U14-piger på vej ud til kamp i Køge. Foto: Freja Borne, FCK Media


KB OG B1903
KB tog sæsonens tredje sejr i træk ved at vende 0-2 ved pausen til 3-2 ude over Fremad Valby på to straffespark af Mathias Gonzalez og et mål af Jamie Axkær Jones. På fredag kl. 19 kommer Skjold 2 på besøg på KB’s baner.

B1903 sejrede 6-3 over Brønshøj 2 på mål af William Wessel (2), Søren Bech Jensen, Marc Boe Nørre Andersen, Rasmus Slundt og Christian Fritze. De spiller også igen fredag aften kl. 19.15 ude mod Fremad Amager 2.

OLDBOYS
Oldboys trak fra i tabeltoppen med 3-0 over de nærmeste forfølgere B.93 i mandags på et hattrick af Jeppe Curth – nu er afstanden ni point, så det ligner en billet til slutspillet om det danske mesterskab senere på efteråret.

Onsdag kl. 19.00 gælder det Dragør på udebane.