Daramy & Fischer

Ugen der gik (15/2021)

NOSTALGISK FLAG BRAGTE DERBY-HELD
På grund af corona-restriktionerne har vi haft mange utraditionelle omklædningsrum i 3F Superliga-udekampene denne sæson. Flere steder har vi klædt om i sportshaller, der ligger i tilknytning til stadion i fx Aarhus og Aalborg, og i Lyngby har vi klædt om i både en sponsorlounge og i en bygning bag stadion med omklædningsrum.

I Brøndby var vi igen i søndags placeret under tribunen modsat Hovedtribunen i en familielounge, der selvfølgelig var malet i gult og blåt med masser af Brøndby-symboler. Derfor havde vores forudseende materialefolk medbragt en masse FCK-flag til at skjule det værste, og især det store flag til venstre i billedet gemte på en dejlig historie.

FCK-flag
Foto: Daniel Rommedahl

Det blev nemlig syet tilbage i midten af 90'erne af ingen ringere end Daniel Rommedahl og en vores nuværende materialefolk, Søren Eriksen, fra fan-fraktionen F.C. København's Disciple.

Det ses også på Nedre C til pokalfinalen mod AB i 1995, hvor Lars Rønbøg har været så venlig at digitalisere nogle af hans gamle billeder:

Pokalfinalen 1995
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Når "Ugen der gik" kommer lidt sent denne tirsdag, er det fordi redaktøren i timevis har ledt (forgæves) efter det ENDNU større flag, som Romme & co. fremstillede senere i 90'erne. Hvis det dukker op en dag, skal vi nok vise det frem!


YOU ARE WELCOME
A propos velkomst på Vestegnen... ;-)

Mathias Zanka
"You are welcome" - godt fanget af Lars Rønbøg, Getty Images


HVAD NU, WILLIAM?
Williams vikariat som fungerende leder af Fodboldafdelingen sluttede den 1. april, da PC tiltrådte, og selv om der selvfølgelig er en del overleverings-forretninger, så skal William fremover igen koncentrere sig om bestyrelsesarbejdet. Det indebærer selvfølgelig også en regelmæssig kontakt til Fodboldafdelingen, men der bliver lidt mere tid til overs, end i det seneste halve års tid.

Han har måttet høre for meget i den periode, så vi skulle måske undlade at nævne, at man godt kan se, at det er nogle år siden, han indstillede karrieren... så lad os i stedet nævne, at han for nylig spillede sin første oldboyskamp. Dog ikke på KB's oldboyshold (hvor han også får svært ved at slå nogen af holdet), men hos en god kammerat, der spiller på et hold "ude på Sjælland" et sted.

Af sikkerhedsmæssige årsager kan vi ikke komme det nærmere lige nu, men vi skulle hilse og sige, at det var dejligt at komme ud og spille lidt bold igen og slå nogen inderside-tilbagelægninger :-)

William Kvist
De kan endnu, de gamle ben... Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


U19 GIK MÅLAMOK I HORSENS
Efter tre tætte opgør i dette forår (2-2 mod FCN, 3-2 over AaB, 1-2 i Silkeborg) var der ikke spænding om udfaldet i lørdagens udekamp mod bundholdet AC Horsens, som voldte U19 en del flere kvaler i efterårets hjemmekamp, hvor vores sejrsmål til 2-0 først faldt fem minutter før tid.

I lørdags fulgte hjemmeholdet også godt med i 1. halvleg, som vi vandt 3-2 på mål af Philip Banda, Hákon Arnar Haraldsson og Rasmus Højlund. Men da Orri Oskarsson øgede til 4-2 kort efter pausen, var der ingen slinger i valsen, og inden der var spillet en time gjorde Hákon og Ali Almosawe. Siden bankede Orri yderligere to i kassen til slutcifrene 9-2

Vores to stærke islændinge scorede således fem af målene, og Hákons mål til 5-2 var en drøm af en helflugter fra distancen, der sad helt oppe i krydset. Ikke nogen dårlig måde at fejre 18-års fødselsdag på!

Hákon Arnar Haraldsson
Hákon Arnar Haraldsson fik også et indhop i mandagens reservederby. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


På lørdag tager U19 imod Vejle Boldklub på KB's baner.
 

U19-FLASHBACK
Sidst vores U19-hold scorede over fem mål i en U19-ligakamp var den 5. april 2017, hvor vi slog Vejle 7-2 på to mål af Carlo Holse og Victor Jensen samt et af Henrik Bellman og Mathias Bonde og indskiftede Jonatan Frimann.

Holdet dengang bestod af Frederik Ibsen - Ibraham Samrawi, Joel Felix, Luka Racic, Mathias Høst - Carlo Holse (65.: Jonatan Frimann), Devrim Sahin (81.: Sidney Appu), Mathias Bonde, Henrik Bellman - Jonas Wind, Victor Jensen (53.: Nicklas Røjkjær)

Victor Jensen
Victor Jensen i U19-aktion mod FCM i maj 2017. Søndag kan vi møde ham i Parken, når FC Nordsjælland kommer på besøg. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


U17 SEJREDE 5-1
Med 41 point ud af 45 mulige burde man føre ligaen ganske komfortabelt, men Brøndby er kun syv point efter og har spillet en kamp mindre, så der kan stadig blive spænding om udfaldet.

Vores U17-hold havde det ikke helt så let mod AC Horsens som U19 og førte midt i 2. halvleg "kun" 3-2 , men vandt og 4-2 efter tre mål af Jeffrei Adjei-Broni og et enkelt af Emil Rohd.

Også U17 får besøg af Vejle på lørdag.
 


KB TABTE KNEBENT I NEXØ
KB's Københavnsseriehold tog hul på forårssæsonen med et knebent 1-2-nederlag til NB Bornholm efter at have været foran 1-0 på et mål af Andreas Tolman. Det forlyder fra klippeøen, at KB bød på gedigen modstand og fremstod markant forbedret i forhold til efterårssæsonen.

Det er der også brug for, hvis holdet skal væk fra sidstepladsen - men tabellen er lidt skæv lige nu, hvor bundholdene har spillet tre kampe færre end de hold, der ligge lige foran.

Et af disse hold er FC Græsrødderne, som KB møder onsdag aften på Frederiksberg Stadion. Og på lørdag er der lokalopgør samme sted, når KB møder FB.
 

B1903 SÆSONPREMIERE ONSDAG
03'erne forårsdebuterer onsdag aften ude mod Kastrup, og med mindst uafgjort generobrer de førstepladsen fra Dragør, som lige nu har spillet to kampe flere. På lørdag er det 03'ernes tur til at tage ud i Østersøen for at møde NB Bornholm.
 

OLDBOYS LAGDE UD MED SEJR
KB/FCK's oldboys har også taget hul på foråret, og de spiller kalenderårsturnering, så det var også sæsonpremiere, da Dragør blev sendt hjem fra KB's baner med et 1-4-nederlag.

På mandag går turen til Stenløse, og lad os bare kalde det et topbrag - sjællænderne har nemlig vundet deres første to kampe.