Udsolgt i Lalandia Billund

Der er nu solgt sommerhuse for 1.370.000.000 kroner i Lalandia Billund

 

De 30 ejendomsmæglere fra Reka Gruppen og Nybolig, der er tilknyttet salget af sommerhuse i Lalandia Billund, kan i modsætning til flertallet af deres kolleger landet over holde påskeferie. Der er nemlig ikke flere sommerhuse at sælge i Lalandia Billund.

 

Dermed har samtlige 719 udbudte sommerhuse fundet deres ejere, og Lalandia Billunds aktionærer, PARKEN Sport & Entertainment A/S (75 procent) og Reka Gruppen (25 procent), har solgt huse for 1.370.000.000 kroner på lidt over en uge.

 

- Uden at vide det med sikkerhed, så tror jeg, at der må være tale om en slags dansk rekord i salg af sommerhuse. Det er vel at mærke sket med et minimum af markedsføring, og det understreger, at Lalandia-brandet og nærheden til Legoland er en meget stærk kombination, siger bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment, Flemming Østergaard.

 

Center til 450 mio. kroner
Salget af de 719 sommerhuse var første del af Lalandia Billund-projektet, der fuldt udbygget vil omfatte op til 1.500 sommerhuse og Nordeuropas største ferie- og oplevelsescenter med et overdækket areal svarende til seks fodboldbaner.

 

De første 500 sommerhuse vil blive klar til anvendelse i perioden 1. maj 2008 til 1. februar 2009, mens de 219 sommerhuse fra salgsfase 2 leveres i 2. halvår af 2009. Umiddelbart forventes ikke salg af flere huse, før ferie- og oplevelsescenteret slår dørene op for gæsterne 1. juni 2009.

 

Centeret, der vil koste over 450 mio. kroner, vil blandt andet indeholde et gigantisk vandland, en stor og anderledes skøjtebane, et kæmpe legeland, sportshal, fitness-center, bowlingbaner, minigolf samt et smukt atrium med sydlandsk stemning omkring en underholdningsscene og flere gode restauranter.

 

Den samlede avance for de gennemførte sommerhussalg er på et trecifret millionbeløb, som indtægtsføres ved aflevering i 2008 og 2009. Salgene påvirker således ikke PARKEN Sport & Entertainment’s resultat for indeværende regnskabsår.