Kvist: Dejligt at mærke arbejdsindsatsen

Ubesejret for 20. kamp i træk?

Vores kampe mod AGF

  K V U T Mål
Ialt 73 34 22 17 113-71
Hjemme 41 20 15 6 71-37
Ude 32 14 7 11 42-34

Største sejre
Sidst vi mødtes i august vandt vi 4-0 i Telia Parken - det var fjerde gang gennem tiderne, vi slog århusianerne med disse cifre. Den største sejr var i marts 2010, hvor vi vandt 5-0 på et hattrick af Santin samt mål af Vingaard og Zanka.

Den kamp var også "historisk" på andre måder. Hjalte Nørregaard spillede sin kamp nr. 285 og slog dermed Michael Mios klubrekord, og Atiba Hutchinson rundede sin kamp nr. 200. Desuden skrev Kenneth Zohore Superliga-historie, da han i en alder af 16 år og 35 dage blev den yngste spiller nogensinde.


AGF's største sejr over os var en 3-0-sejr i maj 1995, hvor målene fra Nocko Jocovic (2) og Thomas Thorninger faldt inden for 14 minutter i 2. halvleg. 

19 kampe i træk uden nederlag
Vi har ikke tabt til AGF de seneste 19 kampe. Vi har vundet 10 og spillet 9 uafgjort siden det seneste nederlag i april 2009 - og vi har vundet de seneste seks kampe med en målscore på 13-3.

Fra november 1994 til juli 2000 tabte vi 10 ud af 12 udekampe i Århus - siden har vi kun tabt én gang derovre. Det var ovennævnte kamp fra april 2009, som Ole Budtz afgjorde fire minutter før tid.

AGF har i mange år haft svært ved at slå os på hjemmebane - her i marts 2003 endte det 2-2


AGF-defensiven er blevet solid
I forårets fire kampe har AGF ikke lukket mål ind i "ordinær spilletid" - men tirsdag aften måtte de se AC Horsens udligne til 1-1 dybt inde i tillægstiden.

AGF er ubesejret i deres seneste seks kampe - én er vundet (1-0 over Hobro), og fem er endt uafgjort: 0-0 mod FC Helsingør, 2-2 mod Brøndby, 0-0 mod SønderjyskE og Lyngby samt 1-1 mod AC Horsens.

AGF er inden weekenden nummer 11 med 25 point - seks point fra Top 6. Med blot tre runder tilbage af grundspillet, skal de have en sejr på søndag, hvis de vil bevare et realistisk håb om at komme med i Mesterskabsspillet. Efter søndagens opgør mangler AGF at møde OB i Odense og AaB i Aarhus.

AGF har scoret 22 mål i denne sæson, og Morten 'Duncan' Rasmussen er topscorer med fire mål. Han er dog ikke længere i klubben, da han i vinterpausen skiftede til polske MKS Pogoń Szczecin. Efter Duncans farvel deler tre mand topscorer-titlen med tre mål hver: Tobias Sana, Mustapha Bundu og Martin Spelmann.

På transferfronten har AGF som sagt mistet Duncan, men har suppleret truppen med bl.a. andet Casper Højer, Martin Pusic og senest Bror Blume. 

Kun Pierre Kanstrup har fået spilletid i alle AGF's 23 Superliga-kampe denne sæson. De har brugt 26 forskellige spillere.

AGF's Superligakamp nr. 800
Søndagens kamp er AGF's Superliga-kamp nr. 800. Kun vi, Brøndby, AaB og OB har spillet flere. AGF's Superliga-kampe er fordelt på 16 forskellige trænere, hvoraf Peter Rudbæk er den eneste med over 100 kampe (218).