TV til vores fans

TV til vores fans

F.C. København opprioriterer klubbens egen web-TV kanal fra forårssæsonen for at bringe fans og omgivelser endnu tættere på holdets og klubbens hverdag.

I de seneste tre måneder er F.C. Københavns indslag set over en million gange på klubbens web-TV. Responsen på de flere og anderledes indslag, som FCK TV har produceret, har været fin fra de fans og tilhængere der følger med, og de kan nu se frem til mere og endnu bedre indslag.

-Vi har gennem længere tid oplevet et ønske og et behov fra de rigtig mange mennesker der interesserer sig for os om, at de gerne vil se mere til, hvad vi laver og, hvem vi er i F.C. København. Og vi vil meget gerne bringe vores hold og vores klub endnu tættere på de mange fans, som tænker på os hver dag, så det ikke kun er på kampdage, at de føler, vi tænker på dem. Derfor har vi efter en prøveperiode besluttet os for at opgradere FCK TV, så man allerede fra starten af forårssæsonen vil kunne opleve en forskel, siger administrerende direktør Anders Hørsholt.

Redaktionen på FCK TV vil under sæsonen dagligt levere flere indslag fra træningsbanen, klubhuset og PARKEN. Indslag der både kommer tæt på holdet, og de ting der foregår omkring det. I spidsen for den daglige produktion er Jes Mortensen, der allerede har været ansvarlig for FCK TV’s indslag siden november måned. Jes Mortensen kommer til fra sin tidligere arbejdsplads på TV2/Sporten.

-Når vi gør noget i F.C. København, så er der altid ambitioner om at være bedst bag det. Og derfor vil kvaliteten og det generelle niveau på FCK TV være så højt, at det skal være førende i norden. Det synes vi også redaktionen, vi har sat sammen afspejler. Hvis man følger FCK TV, så skal man blive både klogere og godt underholdt, og vores fans skal have de bedste muligheder for at få stillet deres nysgerrighed og dyrke deres passion, når det passer dem. Og det mener vi, at FCK TV kan være en stor hjælp til flere gange om dagen, siger Anders Hørsholt.

FCK TV er som udgangspunkt en gratis service, og hvis man ikke allerede er blandt kanalens faste brugere, så kan den findes på denne adresse: www.fcktv.dk ligesom FCK TV vil være fast integreret i F.C. Københavns nye hjemmeside, der også lanceres i forbindelse med forårssæsonen i marts.