Rebecca Steele stopper i F.C. København til september

Efter to et halvt år i front for F.C. Københavns kvindehold takker Rebecca Steele af til september.

Når transfervinduet er lukket forsvarligt i, og september bliver til oktober, forlader Head of Women’s Football hos F.C. København, Rebecca Steele, sin post.

Rebecca Steele var den allerførste ansættelse omkring F.C. Københavns kvindehold for godt to år siden, og hun blev stillet foran en omfattende opgave, der i dag har forvandlet sig til et stærkt og velfungerende kvindehold.

Løvinderne har på rekordtid skabt imponerende resultater, er allerede rykket op i 1. division, har spillet sig i pokalsemifinalen som det første 2. divisionshold nogensinde, har slået tilskuerrekorden for en kvindeligakamp og har skabt deres helt egen engagerede fanbase.

Alt dette er sket på blot ni måneder, idet kvinderne løb på banen til kamp for første gang nogensinde den 14. august 2024.

Sune Smith-Nielsen: Rebecca har gjort en enorm forskel
”Rebecca har gjort en enorm forskel for vores kvindehold,” siger F.C. Københavns sportsdirektør, Sune Smith-Nielsen.

“Hendes betydning kan faktisk slet ikke overdrives, og vi er dybt taknemmelige for Rebeccas store engagement og de mange timer, hun har lagt i at skabe dette historiske hold.”

Rebecca Steele: En svær beslutning
”Det har været en svær beslutning og ikke en, jeg har truffet over natten," siger Rebecca Steele.

“Jeg er ualmindeligt stolt over, hvor løvinderne står i dag. Da jeg blev ansat, stod jeg med en blank tavle, der skulle transformeres til grundlaget for et succesfuldt kvindehold med alt, hvad det indebærer. Og det, mener jeg, i al beskedenhed, at vi har i dag.”

”Med de resultater, vi har skabt for kvindefodbolden i F.C. København, er tidspunktet passende for mig til at stoppe op og give mig selv plads til at reflektere over næste kapitel i mit arbejdsliv.”

Oprykningen til 1. division blev en realitet med weekendens 3-2 sejr over AaB, og løvinderne har fortsat som mål at nå Kvindeligaen.

Søgningen efter den nye Head of Women’s Football begynder hen over sommeren, og F.C. Københavns kommende udviklingsdirektør, Morten Grahn, bliver overordnet ansvarlig for kvindeholdet, når han tiltræder den 1. september.

”Det betyder utroligt meget for mig at være med til og med september, så jeg kan overlevere kvindeholdet til Morten og være med til at sende løvinderne godt videre på deres færd,” siger Rebecca Steele.

Jacob Lauesen: En fantastisk indsats
”Vi skylder Rebecca en stor tak for hendes fantastiske indsats, der har gjort, at vi nu står et sted med kvindeholdet, som vi næsten ikke turde drømme om, da Rebecca blev ansat for godt to år siden. Rebecca har været en kæmpe gevinst for F.C. København og dansk kvindefodbold, både som leder og rollemodel,” siger Jacob Lauesen, CEO i F.C. København og direktør for datterselskabet F.C. København Kvindefodbold A/S.

Alle i F.C. København glæder sig over, at der bliver god tid til at sende Rebecca Steele godt videre på den anden side af sommerferien.