Tre FCK'ere i den danske A-landsholdstrup

Tre FCK'ere i den danske A-landsholdstrup

Thomas Kristensen og Nicolai Jørgensen er udtaget til den danske A-landsholdstrup på i alt 20 spillere, hvor Lars Jacobsen i forvejen har været fast mand gennem længere tid. TK er noteret for 5 A-landskampe og var senest med i en venskabskamp i Grækenland i februar 2009. Nicolai Jørgensen har spillet 2 kampe sidste efterår mod Sverige og Finland.

FCK.DK fangede TK og Nicolai på hotellet i Lille, hvor de og den øvrige trup netop er ankommet for at lade op til morgendagens vigtige Champions League-kvalifikationskamp mod LOSC Lille.

- Jeg er naturligvis meget glad for udtagelsen. Jeg har haft en god start på efterårssæsonen, men det er også Ariël Jacobs' og hele holdets fortjeneste, at det er gået så godt i år, både på nationalt og internationalt niveau. Men lige nu koncentrerer vi os bare om Lille-kampen i morgen, så lad os gemme landsholdet til næste uge, sagde TK, der pudsigt nok fik sin officielle landsholdsdebut mod netop Tjekkiet, som Danmark nu skal møde den 8. september i PARKEN.

- Det er utrolig dejligt at være udtaget igen, for det var et af mine mål med at komme tilbage til dansk fodbold og til F.C. København, så det er rart at det giver pote, at jeg har kæmpet for det. Jeg er utrolig stolt, hver gang jeg bliver udtaget til landsholdet, og mine første to optrædender sidste efterår var det største hidtil i min karriere, sagde Nicolai Jørgensen, der ligesom sin holdkammerat fremhæver, at det dog her og nu kun gælder én eneste ting: kampen mod LOSC Lille onsdag aften.

Det danske U21-landsholds skal også ud i vigtige kvalifikationskampe, når de møder på Serbien på udebane og Nordirland på hjemmebane i Aalborg, og her er både Andreas Cornelius og Thomas Delaney udtaget til truppen. Cornelius fik debut, da U21-landsholdet senest spillede 1-1 i Færøerne, og Delaney er noteret for 7 kampe på holdet.

Du kan læse mere om løvernes optakt til Lille-kampen senere i dag på FCK.DK, når spillerne har trænet på det nye Grand Stade i Lille. Det gør de ca. kl. 17.00 efter der har været holdt pressemøde med Ariël Jacobs kl. 16.30.