Topklubber samlet til UEFA-møde

Mandag og tirsdag var 70 af Europas topklubber inviteret til møde i UEFA-hovedkvarteret i Nyon i Schweiz. Eneste danske klub til stede var FC København, der var repræsenteret ved sportsdirektør Niels-Chr.Holmstrøm.


Hovedemnerne på mødet var forslag til ny struktur for UEFA-Cup'en, UEFA Club Licens system og oprettelse af et UEFA Club Forum. Desuden blev der givet informationer om 3.generations kunstgræsbaner, om harmoniseringen af transfersystemet og andre emner af vigtighed for proffodbolden i Europa.

"Det var et par spændende arbejdsdage, hvor der blev truffet vigtige beslutninger for europæisk klubfodbold", siger Niels-Chr.Holmstrøm.

"Fra 2004 vil vi få en helt nyt format for UEFA-turneringen. Allerede efter 1.runde vil klubberne blive fordelt i 8 grupper med 4 hold i hver, der spiller alle mod alle, og hvorfra de to bedste går videre til 1/8-dels finalerne. Den tidligere ordning, hvor nr. 3 fra Champions League gruppespillet fortsatte i UEFA Cup'en var der absolut flertal imod."
Den ny struktur vil give klubberne udenfor Champions League en række spændende kampe og vil uden tvivl give UEFA-Cup'en et tiltrængt løft både sportsligt og økonomisk. Eneste minus set med danske øjne er fortsat, at danske hold pga. af vor nationale placering p.t. som nr. 21 i Europa skal ud i 3 kvalrunder for at nå med i turneringen. Det kan godt blive rigtigt svært, især hvis man er uheldig med lodtrækningen."

"UEFA vil også indføre et klublicenssystem med akkreditering allerede fra 2004. Det betyder øgede krav til alle klubber, der skal deltage i UEFAs turneringer, om sund økonomi, stabil infrastruktur, talentudviklingsprogram, gode stadionfaciliteter og passende organisatorisk niveau. Lever en klub ikke op til UEFAs standarder, får man ikke starttilladelse."

"Endelig blev det hilst velkommen fra alle mødedeltagere, at UEFA nedsætter et såkaldt UEFA Club Forum, hvor Europas ca. 90 bedste klubber mødes hvert halve år og drøfter fælles anliggender efter oplæg fra en valgt komite af repræsentanter for klubberne. Det bliver utvivlsomt et vigtigt organ for udvikling af klubfodbolden i fremtiden,"