Roland: - Der mangler stadig to kampe

Tirsdag aften venter LOSC Lille

Der er kun en ting der adskiller F.C. København fra gruppespillet i UEFA Champions League, og det er franske LOSC Lille, og det bliver helt sikkert ikke en nem opgave – men det var Club Brugge jo heller ikke.

Af Jan Eliassen
Som skrevet her på FCK.DK i forbindelse med lodtrækningen, så er LOSC Lille Métropole – eller bare LOSC Lille – med i kvalifikationen til UEFA Champions League takket være en 3. plads i sidste sæsons ”Le Championnat”. 

LOSC Lille startede ellers sæsonen 2011/12 som forsvarende mestre og pokalvindere, men LOSC Lille og de øvrige franske hold måtte noget overraskende se Montpellier HSC snuppe titlen og vinde deres franske mesterskab. Montpellier HSC sluttede sæsonen med 82 point, tre point foran Paris SG og otte point foran Lille. Bronzemedaljerne blev dog vundet ganske sikkert, da LOSC Lille havde 10 point ned til Lyon på 4. pladsen.

En fransk storklub – men ikke så mange titler
LOSC Lille Métropole kom til verden i 1944, og er en klub der er opstået ud fra en fusion af Olympique Lillois og SC Fives. Hele fusionen var en proces der havde stået på i flere år, og også havde inkluderet en fusion mellem forløberen Olympique Lillois og Iris Club Lillois – og en opløsning af selvsamme fusion – men i 1944 faldt konstruktionen med LOSC Lille Métropole på plads.

Specielt i de første mange år gik det fint for LOSC Lille, de to første mesterskaber og fem af deres seks pokaltitler blev vundet fra 1945 til 1955. I de næste ca. 25 år gik det knapt så godt, men herefter begyndte det atter at gå fremad, og siden slutningen af 1990’erne har LOSC Lille atter været en del af den bedste franske liga.

Siden år 2000 – eller i de sidste 12 sæsoner – har LOSC Lille kun en enkelt gang været placeret dårligere end nummer 10, det var i 2002/03, hvor de blev nummer 14 ud af de 20 hold der er i ”Le Championnat”. Samtidig har de i de samme 12 sæsoner formået at slutte i top-3 fem gange, og det hele kulminerede som sagt i 2010/11, hvor LOSC Lille hjemtog den franske ” le doublé” i form af både mesterskab og pokaltitel.

Nogle stjerner er væk, men…
I sidste sæson var den store stjerne hos LOSC Lille belgiske Eden Hazard. Han scorede 20 af deres 72 mål i ligaen, og sammen med den franske senegaleser Moussa Sow har belgieren i de sidste par sæsoner bombet LOSC Lille til succes.

Deres succes er naturligvis ikke gået ubemærket hen, og derfor er Eden Hazard nu af finde i Chelsea FC og Moussa Sow er taget til Fenerbahçe. I sidste sæson havde LOSC Lille også engelske Joe Cole ansat på en lejeaftale, men han er nu returneret til Liverpool FC. I det hele taget har spillerne i LOSC Lille gjort det så godt, at mange af dem regelmæssigt rygtes til England, således også forsvareren Mathieu Debuchy, der meget vel snart kunne være fortid i LOSC Lille.

Men et er at LOSC Lille har sagt farvel til mange af deres stjerner, noget andet er, at de så også har budt andre stjerner velkommen. Ind er allerede kommet en del nye navne, men specielt to af navnene er nogen der skal holdes øje med. Fra Chelsea FC er kommet Salomon Kalou og så har LOSC Lille hentet Marvin Martin i Sochaux, og med de to spillere på midtbanen, så kan det forventes, at der både kommer fart og kreativitet i franskmændenes opspil.

Udover de store navne i LOSC Lille, så har de faktisk også en gammel kending af Superligaen på kontrakt. Det er brasilianske Túlio de Melo, der i sæsonen 2004/05 scorede seks mål i 19 Superligakampe for AaB. Truppen hos LOSC Lille kan ses her

Sæsonen 2012/13 er startet med fire point
I den sæson der netop er startet i Frankrig, er LOSC Lille kommet pointmæssigt fornuftigt fra land. Den første spillerunde var i forrige weekend, hvor F.C. Københavns kommende modstander på udebane mødte St. Etienne, sidste sæsons nummer syv. Her tog LOC Lille føringen efter knapt en times spil, da Aurelien Chedjou snittede et frispark i mål. St. Etienne fik udlignet et kvarter før tid, men i kampens overtid lykkedes det for Benoit Pedretti at score sejrsmålet, og dermed sikre forrige sæsons mestre de første tre point.

LOSC Lille havde sikkert håbet at sætte yderligere tre point ind på kontoen fredag aften da de hjemme tog imod Nancy. Nancy sluttede sidste sæson som nummer 11, og burde på papiret være en overkommelig opgave for LOSC Lille, men det viste det sig, ikke at være. Nancy tog nemlig føringen på et glimrende langskud efter en halv times spil, men LOSC Lille nåede at få udlignet inden pausen – på et lige så glimrende hovedstød af Salomon Kalou. Nancy måtte spille de sidste 10-15 minutter med en mand i undertal, men på trods af det, så endte opgøret 1-1, og dermed har LOSC Lille fået fuldstændig den samme optakt som F.C. København.