Til Rom for 1995,-

F.C. København er kommet i besiddelse af 50 ekstra pladser på klubbens fly til og fra Rom i forbindelse med kampen mod S.S. Lazio på tirsdag den 21.august. Disse pladser tilbydes - efter først til mølle-princippet - for blot 1995 kroner per stk (t/r).

Der er afrejse fra Københavns Lufthavn på søndag den 19.august klokken 11.00 (seneste mødetid er 10.00) og hjemrejse fra Ciampino Lufthavn umiddelbart efter kampen (forventet afgang klokken 01.00 onsdag morgen den 22.august). Det understreges, at tilbuddet alene gælder flytransport. Entrébilletter til kampen kan købes på stadion for cirka 80 kroner stykket.

Såfremt man er interesseret i at tage med til Rom skal man kontakte mailbox mr@parken.dk. I mailen skal man angive navn, adresse, telefonnummer og det ønskede antal pladser.