Jess Thorup

Thorup om opstart: Der venter spillerne en tough periode

Fredag var første træningsdag for F.C. Københavns superligatrup efter sommerpausen.

”Det er fantastisk at se spillerne igen," siger Jess Thorup, der selvfølgelig endnu må undvære de landsholdsspillere, der er til EURO2020.

"Efter den seneste sæson tror jeg, at vi alle har nydt det break, der har været, men vi nyder også at være tilbage igen."

En god følelse
"Vi har brugt en del tid på at få taget et spadestik dybere i vores analyser af den forgangne sæson, men vi har også hurtigt rettet blikket fremad. Vi kan jo ikke vente med at komme i gang igen med en ny sæson, hvor vi starter på en frisk med en god følelse, efter vi sluttede stærkt af,” siger Thorup, der mærker stor motivation blandt spillerne:

”Alle kommer ind med et mindset om, at vi glæder os til at komme i gang, så vi er klar til at tage fat. I dag er det mest med nogle tests, og så er vi på græsset fra i morgen."

>> Se pre-season programmet med fem testkampe

Tæt program
"Derfra begynder vi at arbejde hen mod sæsonstarten, hvor vi lægger ud med et tæt program med AaB, europa-kvalifikation og Silkeborg på en uge, og vi ser forhåbentlig frem mod et efterår med masser af kampe, fordi vi vil klare os godt i flere turneringer."

"Derfor skal vi gøre os klar til det nu, og vi går ind i fire rigtig, rigtig tough uger for spillerne. Det bliver en hård periode, men vi skal løfte barren, og vi skal bruge den base i de efterfølgende måneder med mange kampe. Det bliver vigtigt, at vi gør det godt i opstarten, så vi er klar fra start."

Bygge videre på det stærke mesterskabsspil
”Vi kommer også til at arbejde med det taktiske og finde den tråd, vi havde fat i sidst i sæsonen, hvor vi havde et stærkt mesterskabsspil. Det skal vi bygge videre på og gøre endnu bedre."

"Samtidig er der et åbent transfervindue, som PC arbejder med, så der er mange ting i gang. Vi har store forventninger til os selv om at vinde det danske mesterskab igen, og derfor er arbejdet allerede godt i gang,” siger Jess Thorup.

Sæsonpremiere 18. juli
Første kamp i den nye 3F Superligasæson er mod AaB i Parken den 18. juli, kl. 16.00.

Du kan sikre dig plads til den og de kommende kampe med et sæsonkort eller abonnement her.