Storsejr til løvinderne efter Hovmark-hattrick

Maria Hovmark scorede tre gange, da F.C. Københavns kvinder søndag vandt 6-2 på udebane over Næstved HG og er med sejren sikre på en plads i oprykningsspillet til foråret.

Thea Rhode indledte målscoringen i det 9. minut, men værternes Kristine Neumann Andersen bragte balance i tingene ti minutter senere.

Men bare minuttet efter kom 2-1-føringen til FCK efter et flot oplæg fra Rhode, der spillede Josephine Lech fri i feltet til en sikker scoring fra løvindernes nummer 10.

Frederikke Trolle fik derefter chancen fra 11-meterpletten, men misbrugte sit forsøg ved at sparke over mål.

Det blev dog 3-1 alligevel efter 34. minutter da Lech fandt topscorer Maria Hovmark, der løb forbi Næstved-keeperen og prikkede bolden i nettet.

Spændingen kom tilbage kort inde i 2. halvleg, da Camryn Curts reducerede til 2-3. Men Frederikke Boisen fulgte op på en ripost efter et Hovmark-frispark og så stod det 4-2 til gæsterne.

Derefter fortsatte Maria Hovmark sit soloshow og på to oplæg af Asii Berthelsen lukkede og slukkede hun hjemmeholdets håb med målene til både 5-2 og 6-2, der også blev kampens resultat.

Parløbet med ASA Aarhus fortsætter i toppen af tabellen, hvor løvinderne stadig indtager førstepladsen med 26 point. Der resterer fire kampe af efterårssæsonen i Liga B. 

De fire øverste fra Liga B parres med de to nederste fra Liga A og spiller i foråret om fire pladser i den bedste række efter sommerferien.