Stefan Madsen

Stefan Madsen fortæller om sine opgaver som assistenttræner

Efter halvandet år som Player Development Coach i Talentafdelingen er Stefan Madsen tilbage som assistenttræner på førsteholdet. En funktion han også havde fra sommeren 2019 til slutningen af 2020, og tidligere har han blandt andet også været U14-cheftræner og U19-assistenttræner i Talentafdelingen.

Meget har ændret sig, siden Stefan senest var en del af teamet omkring førsteholdet, så mellem træninger, møder, måltider og andre vigtige gøremål på træningslejren, fandt vi en stille stund til at høre lidt om jobbet.

”Hvordan er din rolle i trænerteamet?”

”Jeg har ansvaret for planlægnings- og strukturdelen i forhold til, hvad der skal ske på træningsbanen, for eksempel i forhold til Clarkie (Andrew Clark, fysisk træner, red.) om, hvad de forskellige træninger skal byde på. Både i forhold til den fysiske stimuli til spillerne og i forhold til hvad vi vil lave taktisk og teknisk,” fortæller Stefan.

”Derudover er min rolle selvfølgelig at være sparringspartner for Jess i forhold til, hvad der fungerer og ikke fungerer.”

Stefan Madsen og Jess Thorup
Stefan Madsen og Jess Thorup. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


”Du og Neestrup står selv for en del af træningen, enten enkeltvis eller sammen, så har I aftalt en speciel rollefordeling, f.eks. i forhold til det offensive og det defensive?”

”Nej, vi har ikke fordelt på den måde nu. Sådan har det været før, men vi tror på, at vi er nødt til at se spillet som en helhed. Derfor vil vi ikke isolere det til, at den ene ser på det offensive og den anden på det defensive, for faserne i spillet hænger mere sammen.”

”Så når vi fordeler opgaverne på træningsbanen mellem os, så er det mere ud fra sådan noget som, at den ene måske var meget på i går, og så er det meget godt, at spillerne hører en anden stemme mere i dag.”

”Hvad med under kampene, der kan I vel ikke begge stå i det tekniske felt og dirigere, når der er dødbolde?”

”Nej, den opgave tager Nees sig af. Han har ansvaret for dødboldene og linket ind til analyseafdelingen, mens jeg som nævnt har struktur- og planlægningsdelen. Så du kan sige, at uden for banen er der nogle mere faste rammer, men inde på træningsbanen forsøger vi begge at være omkring det hele.”

”Det betyder også, at hvis Nees for eksempel er i gang med en øvelse, og en af spillerne har spørgsmål til det, og jeg står lige ved siden af, så kan jeg også svare detaljeret på det. Det tror jeg er vigtigt, så det ikke kun er den ene af os, der er helt inde i, hvad der foregår.”

Jacob Neestrup og Stefan Madsen
Jacob Neestrup og Stefan Madsen. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


"Du har fulgt mange af de unge på tætteste hold i Talentafdelingen, så hvordan vil du forklare udviklingen de seneste år, hvor mange nu er oppe i førsteholdstruppen?”

”Først og fremmest så har vi ændret lidt strategi, så truppen nu bliver sammensat sådan, at der er flere pladser til de unge. For det andet er vi hele vejen rundt i Talentafdelingen blevet dygtigere til at arbejde med dem, og for det tredje er spillerne også selv dygtigere end før. Kombinationen af de tre årsager tror jeg er de vigtigste.”

”Der var også unge talenter, da du senest var assistenttræner, f.eks. Jonas, Mo og Carlo. Kan du mærke forskel til, at der nu er endnu flere unge i truppen?”

”Nej, ikke umiddelbart. Jeg synes også, det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke betyder så meget, om du er 17 eller 32, for du skal være dygtig nok for at være her. Når jeg ser ud over træningsbanen, så er der stadig et højt niveau på spillerne, og det er det afgørende for, om du er der eller ej. Det var der dengang, og det er der også nu.”

”Men uanset antallet, så skal de unge måske holdes lidt mere tilbage på visse områder, fordi de endnu ikke kender deres krop på samme måde som de ældre. Det med at vide, at selv om du føler, at du lige skal lave lidt mere hver dag efter træning, eller give den max gas nede i gym hver dag, så er det måske ikke altid det bedste for kroppen. Selv om det jo er en fed indstilling at have.”

”Uden for banen kan man måske godt mærke lidt forskel, der er lidt mere… hvad skal man sige, gang i knallertgården, end der var dengang. Men det har jo ikke så meget at gøre med det, der sker på banen, så på daglig basis synes jeg ikke, vi mærker nogen forskel.”

Stefan Madsen
Stefan Madsen spiller "kant" med de unge. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


”Kan du så mærke forskel på, at om de er kommet op gennem Talentafdelingen eller udefra?”

”Ja, og det har jo ikke noget med alder at gøre, men om at vores egne gerne skulle have den fordel, at det er mere 'plug and play', fordi de kender vores måde at træne og spille på fra Talentafdelingen. Til gengæld skal de lige vænne sig til tempoet og intensiteten på førsteholdet i forhold til U19.”

”Hvorimod jævnaldrende unge som Isak og Amoo kommer fra andre miljøer og har nogle andre ting med, så det er en anden integration af dem på banen end vores egne. De kommer begge fra seniormiljøer, så de har tempoet og intensiteten med, men skal til gengæld vænne sig til vores måde at spille på.”

”Du arbejdede meget med transition, da du var i Talentafdelingen, altså overgangen mellem ungdoms- og seniorfodbold, har du bevaret den rolle i dit nye job?”

”Både Nees og jeg har jo et stort hjerte for talentudvikling, så vi vil begge have den løbende kontakt og høre, hvordan det går i Talentafdelingen samt holde dem orienteret om, hvad der sker omkring førsteholdet. Det tror jeg ingen af os har lyst til at slippe.”

”Men da jeg som sagt har ansvaret for struktur og planlægning, så er det f.eks. mig, der konkret taler med Talentafdelingen om, hvis vi f.eks. skal bruge to eller tre U19-spillere til træningen på mandag, for det er en del af planlægningsopgaven.”

”Her til sidst noget helt andet – da du blev ansat som assistenttræner, så har vi for første gang siden 2000 både dansk cheftræner og danske assistenttrænere. Men jeg tænker ikke, at det står i jobbeskrivelsen?”

”Ha-ha, nej, men det er faktisk vildt nok. I hele staben har vi lige nu kun Clarkie, der ikke taler dansk. Men det er tilfældigt, for ligesom med spillerne handler det udelukkende om kompetencer."

"Han har i øvrigt fået en virkelig god start, og han er fagligt meget stærk og linker godt ind i måden, vi tænker træning på, så det er en rigtig stærk fagperson, vi har fået ind i teamet. Og så er han også en top fyr,” slutter Stefan Madsen.

- - - -

Netop Andrew Clark kan du snart lære bedre at kende, for FCK TV har lavet et længere interview med ham under træningslejren.

Hvis du vil høre mere om Stefans seneste job i Talentafdelingen, så kan du høre et interview med ham i denne podcast fra maj 2021: