School of Excellence blåstemplet af DBU

Status på U14- og U15-holdene

 

Så er efteråret ovre for både U14- og U15-holdet. Samlet set vandt de to hold 17 ud af 22 kampe – og selv om dette naturligvis er rigtig godt, så er det dog udviklingen på de to hold, der er den største tilfredshed med på School of Excellence.

 

Af Jan Eliassen

Som en afrunding på efteråret fik FCK.DK sig en snak med de to trænere for henholdsvis U14- og U15-holdet, og første mand i interview-rollen var træneren for U14-holdet, Jannick Breuning:

 

- Vi har nu været i gang i tre måneder med den nye årgang på School of Excellence. Drengene er nu ved at vænne sig til de nye rammer, de er ved at vænne sig til skolen og at der nu sættes meget højere krav – og det gælder både på og uden for banen. Det har helt klart taget lidt tid for spillerne at vænne sig til vores måde at træne på, samt at vi nogle gange har to omgange træning på en dag.

 

- Men vi er inde i en rigtig god udvikling, vi har nogle spillere der på et individuelt plan har rykket sig rigtig meget – men også som hold er vi kommet ind i en god udvikling.

 

Så det at vinde rækken er ikke det primære?

 

- Vi har vundet vores række, vundet syv ud af ni kampe, så vi har fået de ønskede resultater – men det er egentlig ikke det primære. Vi prøver i F.C. København at uddanne spillere der skal kunne begå sig på et højt niveau. Det centrale er, at vi skal vænne dem til at holde planen, de skal lære at arbejde efter en strategi og efter de principper der er udstukket... og at vi så vandt rækken, det er bare en bonus.

 

- Hvad der også optager os her på skolen er at skabe sammenhæng mellem holdene. Spillerne skal lære at gøre tingene på den måde som vi gør det på her på School of Excellence. De skal vænne sig til konceptet – og når det er på plads, så vil man også være i stand til fx at blive rykket op og spille U15 en enkelt kamp, uden at der skal forklares en masse, for spillerne kender systemet og konceptet og kan derfor indgå på et andet hold helt uden problemer.

 

Det lyder som om spillerne gør det rigtig godt?

 

- Alt i alt skal drengene have ros for det arbejde de udfører på skolen. De har en travl hverdag der både byder på skole og fodbold, men de har alle rykket sig koncentrationsmæssigt. Det er også godt at se, at de ting vi har øvet og øvet på træningsbanen, de nu også er begyndt at være på plads når vi spiller kamp.

 

Og hvad sker der så med U14-holdet?

 

- Efterårssæsonen er nu slut, og det betyder for U14-holdets vedkommende, at de skal væk fra at spille 9-mands fodbold og fremover skal spille 11-mands fodbold. Vi har hidtil arbejdet meget med ”at holde på bolden”, men nu hvor vi overgår til 11-mands fodbold, så er det andre offensive værktøjer vi skal til at kigge på, for fremover venter der os en anden slags spil. Men går alt som vi håber i foråret, så vil dette hold have kvalificeret sig til at spille i Elite Øst næste efterår.

 

U14-holdet fik overstået deres efterårsturnering sidste weekend, mens U15’erne først blev færdige i den forgangne weekend, og de formåede virkelig at afslutte med maner, da de i den sidste kamp vandt med 5-0 på udebane over Farum BK. U15-holdets træner Dennis Simonsen rundede efteråret af med disse ord:

 

- Vi har sådan set klaret os meget godt, og jeg kan glædes over at spillerne fortsat udvikler sig i forhold til den proces de er i gang med. De var U14’ere sidste år, nu er de så godt i gang med deres U15-fodbold og det varer jo så ikke længe før de bliver en del af U17-truppen. Vi skal jo udvikle spillerne og gøre dem klar til at fortsætte på et højere og højere niveau. Hvad angår vores sæson, så blev vi nummer to i rækken (10 sejre, 2 uafgjorte, 1 nederlag, red.), og selvom vi da gerne var sluttet på en 1. plads, så er det som sagt ikke det væsentligste, for det er at udvikle spillerne – det er jo hvad vi trænere er ansat til.

 

Det virker jo meget som om, at der er et stort samspil mellem U14 og U15?

 

- Det er der! Men vi træner jo også sammen, og er til daglig en stor samlet trup. Den store forskel på U14 og U15 er antallet af spillere på banen, og denne forskel vil jo ikke være der efter nytår, for nu skal U14’erne også i gang med at spille 11-mands fodbold.

 

Hvad er så programmet for U15-holdet hen over vinteren?

 

- For os gælder det om, at spille så mange kampe som muligt – og helst kampe på et så højt niveau som muligt. Vi skal forsøge at udvikle det bedste i spillerne – og det er noget vi har stor mulighed for at gøre, når vi møder topholdene fra både den danske og svenske række, samt fra en række meget stærke internationale hold.

 

Hvad er så efterårets største oplevelse for dig og spillerne?

 

- Selv om vi har haft mange gode oplevelser på School of Excellence, og selvom vi har vundet mange sejre og forbedret os meget i ligaen, så er det nok lige før, at den største oplevelse var forrige tirsdag, hvor vi alle sammen var inde og se F.C. København spille 1-1  mod selveste FC Barcelona. Det var sjovt!