
Kampreferat: Kun et kvarters træningskamp ⛈️
Tanken om torden strejfede os allerede halvanden time før kickoff, da vi havde kørt de ca. 15 kilometer fra hotellet i Scheffau am Wilden Kaiser og stod på Koasastadion i St. Johann og kiggede rundt på den smukke natur med alle bjergene i Tyrol.
De grå, tunge skyer kom nærmere, og pludselig åbnede himlens porte og sendte kaskader af regn ned over de få fremmødte, der flygtede ind under nærmeste halvtag. Langt ind under, for regnen kom skævt og jagtede alt og alle.

Da de to holds målmænd planmæssigt gik ud til opvarmning, stod vandet i kaskader fra det dyngvåde græstæppe, men den værste regn var dog holdt op, og umiddelbart var der ikke fare på færde, da Florian Jäger fløjtede op til kamp.

De to hold
Vi indledte – og sluttede – med: Trott – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Meling – Robert, Lerager, Froholdt, Achouri – Larsson, Claesson (anf.)
Priskes Prag-hold: Vindahl – Uchenna, Panak (anf.), Cobbaut – Mokrovics, Kofod, Sadilek, Osmani – Karabec, Olatunji, Kuchta

Regn og torden i det fjerne
Vi fik et tidligt hjørne, der ikke førte til noget, men Sparta var lidt tættere på efter fire minutter, da Lukas Sadilek snittede deres første hjørne tæt forbi forreste stolpe.
Da regnede det igen, og vi havde allerede hørt det buldre i det fjerne, og snart stod det klart, at tordenen kom nærmere. Og da Jordan Larsson fandt Viktor Claesson i feltet i 9. minut, og hans skud blev blokeret, så lynede det også et ubestemmeligt sted ude i horisonten.
Det lovede ikke godt, og de lokale arrangører tændte også stadionlyset allerede efter ti minutter, selv om der var flere timer til solnedgang.
Kampen var ganske lige, tempoet måske ikke helt i top, og et par enkelte pasninger nåede ikke frem som tiltænkt på det vanskelige underlag, men det skal man jo også øve sig i at håndtere, for det er ikke sidste gang, vi spiller i regnvejr på en tung bane.

Tjekkisk mål på foræring
I 14. minut ville Pantelis Hatzidiakos fra venstre side i vores felt lægge bolden fladt tilbage til Nathan Trott, men den strøg fladt forbi og prellede af på modsatte stolperod og sprang lige ud til Jan Kuchta, der vendte rundt og sparkede bolden i det tomme mål.
Ikke længe efter, at vi gav bolden op igen, kom Elias Achouri til afslutning i feltet, men Peter Vindahl reddede fornemt til et hjørnespark, som vi aldrig kom til at sparke, for dommeren afbrød kampen, og alle spillere og trænere hastede ind i tørvejr under halvtaget foran omklædningsrummene.

Forgæves venten
Da var der spillet 15 minutter og 40 sekunder, og efter ca. 25 minutters forlød det i højttaleren, at man håbede at kunne spille om et kvarters tid. Da var det også ved at lysne lidt, men snart stod det klart, at uvejret ikke var drevet over, og ca. kl. 16.50 meddelte stadionspeakeren kortfattet, at kampen var aflyst.
>> Læs Neestrups reaktion på aflysningen
