F.C. København skal have ny cheftræner

Status på pokalderby

F.C. Københavns ledelse har torsdag morgen været i kontakt med myndighederne for at gøre status på de beskæmmende scener på banen efter pokalkvartfinalen på Brøndby Stadion mellem Brøndby IF og FCK. En episode der skal få konsekvenser.

Efter gårsdagens pokalderby opstod der tilskueruroligheder på stadion, da flere tusinde Brøndby tilskuere stormede ind på banen og mange af dem søgte konfrontationen med F.C. Københavns fanafsnit. Efter at have været i kontakt med både Københavns- og Vestegnens politi, har FCK’s ledelse nu fået et bedre indtryk af, hvad der er gået forud for forløbet.

-Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at det vi oplevede i går, er enormt trist og skadeligt for dansk fodbold generelt og især for processen omkring samarbejdet med klubbernes fangrupperinger, hvor flere klubber ligesom os, har en konstruktiv dialog med deres fans. Denne her slags oplevelser må bare ikke kunne finde sted, og derfor er vi nødt til at danne os et overblik over, hvad der er gået galt, hvem der evt. kan have fejlet, og hvordan vi kan undgå det her i at ske igen. For det er fuldstændig uacceptabelt, siger Administrerende Direktør Anders Hørsholt.

-Vi har nu indhentet informationer og indtryk fra bl.a. myndighederne og ved, at der ikke har været nogen former for dårlig stemning eller problemer da vores 1500 medrejsende fans har taget turen sammen til Brøndby Stadion med S-tog og efterfølgende til fods. Her er alle aftaler mellem fans og politi blevet overholdt. Under kampen har der været brug af romerlys. Det bliver naturligvis aldrig acceptabelt, så længe det er ulovligt.

-Da den forlængede spilletid fløjtes af er der allerede tilskuere på baneområdet fra Brøndbys fantribune. Der kommer flere til og pludselig er situationen ude af kontrol med over tusinde mennesker på banen. Nogle for at fejre en sejr med Brøndbys spillere, men den største gruppe med kurs direkte ned mod vores fanafsnit for at opsøge en konflikt. Og kun en indgriben i sidste øjeblik fra politiet forhindrer, at det endte helt galt, da Brøndbys tilhængere til sidst står omkring fem meter fra FCK’s fanafsnit.

-Vi havde indtryk af, at vores medbragte kontrollører gjorde en kæmpe indsats i den situation, og det har vi fået bekræftet fra politiet. Vores kontrollører lagde sig imellem og fik holdt vores fans inde på afsnittet på trods af truslen og provokationerne, og politiet mener lige som os, at det var en helt afgørende faktor for, at det ikke endte helt galt. Og det er en af de få ting, vi kan være stolte af og glade for i dag. Der skal lyde en stor tak til vores vagtkorps der handlede eksemplarisk og modigt. Og politiet skal også have kredit for at skride sikkert ind, da det var yderst nødvendigt på stadion, og samtidigt overholdt alle de aftaler der var mellem os og dem inden og efter kampen. Flere spekulerer nu i, hvad episoden evt. skal have af konsekvenser for Brøndby IF som arrangerende klub og for fans generelt. Den debat ønsker F.C. Københavns ledelse umiddelbart ikke at deltage i.

-Der er instanser i klub- og DBU-regi der skal træffe de beslutninger på baggrund af det de ser, hører og får indberettet, og det skal de naturligvis have lov til. Vi forholder os til, hvad der skete, og hvad det betyder for F.C. Københavns tillid til, at Brøndby IF kan afvikle arrangementerne i trygge rammer, når vi kommer som fodboldgæster hos dem, siger Anders Hørsholt.

-Onsdag aften måtte vores spillere og stab flygte fra banen og ned i aflåste rum, og det var meget tæt på, at vores fans blev overfaldet, selv om de forblev i eget afsnit på egen tribune. Det er naturligvis totalt uacceptabelt for os. Og lagt sammen med meget ubehagelige episoder inden for de seneste tre måneder, hvor både vores reservehold og et af vores ungdomshold har oplevet meget utrygge og ubehagelige rammer under kampe i Brøndby, uden indgriben fra Brøndbys ledelse, så er det vores pligt som klub og arbejdsgiver at vurdere, om vi har lyst til fortsat at sende vores ansatte til Brøndby for at spille fodbold, når situationen er, som den er lige nu. Den manglede tillid er det op til Brøndby IF at genoprette.

-Som Danmarks største klub føler vi et kæmpe ansvar for, at udviklingen i samarbejdet mellem fans, myndigheder og klubber hele tiden går i den rigtige retning. Og vi vil deltage aktivt i alle former for undersøgelser, som DBU eller myndighederne evt. iværksætter for at komme til bunds i, hvad der skete på Brøndby Stadion onsdag aften. Og skulle det her vise sig, at der er ting, vi i F.C. København kunne have gjort bedre, for at undgå det der skete, så tager vi naturligvis det til efterretning.

Efter kampen var der heldigvis ikke yderligere nævneværdige episoder med sammenstød der kan relateres til fodboldkampen mellem Brøndby IF og F.C. København, har politimyndighederne oplyst til FCK.