
Stærk Derby-præstation: 3-0 i Brøndby!
Fantastisk eftermiddag på Brøndby Stadion med en stærk københavnsk præstation, der gav en 3-0sejr på mål af Jordan Larsson, Victor Froholdt og Gabriel Pereira!
Brøndby lagde ud med et intenst pres i de første ti minutter, men herefter var det en lige og tæt kamp med intens fight om alle bolde.
De var dog tættest på scoring, men Diant Ramaj reddede fremragende i et par situationer, og i stedet slog Jordan Larsson til otte minutter før pausen, efter Thomas Delaney stødte et Gocholeishvili-indlæg over til den svenske skarpretter.
Hjemmeholdet kom også mest aggressivt ud til 2. halvleg, men manglede stadig den skarphed, som vi til gengæld havde i den anden ende.
Midt i 2. halvleg fordoblede Victor Froholdt nemlig vores føring med et drømmehug, hvor han hamrede kuglen i kassen fra kanten af feltet.
Det formåede Brøndby aldrig at svare igen på, og vi kontrollerede kampen fint - og da Gabriel ti minutter før tid headede bolden ind til 3-0 efter et hjørnespark, så begyndte udvandringen fra stadion, mens løverne stille og roligt kørte sejren hjem.
Start-11: Ramaj – Gocholeishvili, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez – Larsson, Froholdt, Delaney (anf.), Robert – Mattsson, Cornelius
Slut-11: Ramaj – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez – Larsson, Lerager, Falk, Elyounoussi – Claesson (anf.), Cornelius
To vigtige hjemmekampe næste uge
Efter tre udekampe i træk har vi nu to meget vigtige hjemmekampe i Parken!
Torsdag kl. 19.00 gælder det en plads i pokalfinalen, når vi spiller returkamp mod Viborg FF, og søndag kl. 20.00 venter et næsten udsolgt Superliga-topbrag mod FC Midtjylland.
Find ledige pladser her på billet.fck.dk