Ståle: -Vi arbejder os stærkt tilbage i kampen

Ståle Solbakken var efter kampen tilfreds med, at hans mandskab kom godt tilbage i topopgøret efter den dårlige start, hvor vi et par gange slap billigt fra at gå i midtjydernes kontrafælde: -Siden lukkede vi dem ikke frem til flere chancer, mens vi selv arbejdede os støt og roligt ind i kampen. Og mod slutningen kunne vi med lidt held have afgjort kampen, sagde Ståle, der også var meget tilfreds med Ailtons indhop de sidste kvarters tid.

- Det blev en rigtig topkamp, som indbød til meget fight, men 1. halvleg er jeg ikke specielt tilfreds med. Vi spillede for meget baglæns og ramte for tit de medspillere, som var markeret. Og så går vi på deres kontrafælder, og det kunne have kostet dyrt bagude. Men efterhånden kommer vi ind i kampen, sagte men sikkert, og siden kommer de ikke frem til flere chancer, konstaterede cheftræneren i spillertunnelen efter kampen.

 

- Vi kommer selv først frem til chancer det sidste kvarters tid, og jeg var lidt overrasket over, at FCM først begyndte at vise træthedstegn så sent i kampen. De har trods alt haft en lang Finlands-rejse torsdag-fredag, mens vi var hjemme fra Portugal onsdag morgen.

 

- Inden kampen var Peter og jeg meget usikre på, hvor Ailton stod efter sin karantæne. Han har trænet godt hele tiden, men vi har spillet mange kampe og haft en del restitutionstræning, så han var et stort spørgsmåltegn på grund af sin manglende kamptræning. Men han var rigtig stærk, da han kom ind, og han skabte flere gode chancer. Straffe-situationen kunne jeg ikke selv se nede fra bænken. Men han skal bare blive ved sådan her, så er han et seriøst alternativ til Benfica-kampen.

 

- Jeg valgte at lade Hutch starte ude, fordi vi stadig skal være lidt forsigtige med hvordan vi matcher ham. Han var syg på et vigtigt tidspunkt af sæsonopbygningen, og det må vi tage hensyn til, når vi kan. Hjalte ved vi hvor har, og han er jo en af dem, der er med til træningen i næste uge, selv om jeg vurderer, at han må ligge lige på vippen til landsholdstruppen.

 

- Jeg taler med Morten Olsen før hver landskamp. Vi diskuterer ikke selv startopstillingen, det er naturligvis suverænt hans eget valg, men det er kun naturligt med en dialog, når vi har så mange spillere med, slutter Ståle Solbakken, der nu kan se frem til en uge uden klubkampe, men med god plads på træningsbanen, hvor 9 af hans spillere er på skandinaviske landsholdsopgaver i Århus, Stockholm og Oslo.