Ståle: Tungt at tabe sådan en kamp

Ståle: Tungt at tabe sådan en kamp

Trods massivt overtag i spil og chancer måtte løverne for første gang i otte kampe forlade banen uden point, da OB seks minutter før tid ”stjal” alle tre point, da et hjørnespark ikke blev clearet og i stedet ramte Zanka så uheldigt, at den studsede ind i mål.

- Vi spiller en rigtig god kamp på en svær bane, måske en af vores bedste i lang tid, især de første 70 minutter, hvor vi burde have ført med et par mål og dermed afgjort det selv. Men som alle kan se, formår vi ikke at udnytte vores chancer. Derfor bliver det måske lidt for hektisk til sidst, hvor vi bliver ved med at jage sejren, og så får de en kontra, der fører til et hjørne, som de scorer på. Sådan er det nogen gange, og det er selvfølgelig ikke kun uheld, men også mangel på kvalitet.

- Lige nu er vi alle dybt skuffede over resultatet, men vi må se på det positive, og der er meget godt i vores spil i dag, som vi kan bygge videre på, og så skal resultaterne også nok komme igen. Og det hører jo også med til billedet, at OB kæmper rigtig godt i dag og kommer til et par andre store chancer mod slutningen, hvor vi begynder at blive lidt trætte og smider nogle bolde væk. Men derfor synes vi stadig, vi bør vinde kampen klart.

Med nederlaget er det ikke blevet nemmere i kampen om guldet, selv om Midtjylland i skrivende stund ikke har spillet deres kamp endnu.

- Nej, vi har nok ikke råd til at tabe sådan nogle kampe, men vi giver aldrig op, før det er teoretisk umuligt, men det er klart, at det ser sværere ud nu, erkendte manageren.

Den uheldige målscorer Zanka var som alle andre også skuffede over udbyttet af de mange chancer.

- Ja, vi skal jo føre klart allerede ved pausen, så vi har kun os selv at bebrejde for, at vi ikke får point i dag. Men det er ikke kun angriberne, der bærer ansvaret for de manglende mål, det er hele holdet, der må kigge indad, for vi har også mange dødbolde, som vi ikke formår at udnytte.

Næste opgave venter allerede på torsdag i DBU Pokalen, hvor Randers FC gæster Telia Parken.