Ståle: Pokalkampe lever sit eget liv

Ståle: Pokalkampe lever sit eget liv

- Disse kampe lever sit eget liv, påpegede Ståle på dagens pressemøde forud for morgendagens pokalfinale, da han blev spurgt om Byens Hold kan drage nytte af at have stået i 9 pokalfinaler, mens FC Vestsjælland er i deres første finale.

- Se på vores to semifinaler mod Esbjerg – i den første spiller vi uafgjort og er uheldige med ikke at vinde med tre-fire mål, men i returkampen er vi nok heldige med at få en 1-0-sejr ti minutter før tid. Og i kvartfinalen var vi ude i straffespark mod Randers FC, tilføjede Ståle.

Dermed ikke sagt, at han og holdet ikke er klar over, hvor favoritværdigheden ligger, og spillerne glæder sig til at komme ud og hente endnu et trofæ til skabet:

- Vi samler på pokaler, og det her ser jo ud til at blive den eneste i år. Men uanset hvad er det altid fedt at spille en finale, og vi har jo også revanche til gode for finalenederlaget til AaB sidste år, sagde anfører Thomas Delaney, der også glæder sig til, at der kommer mange mennesker i Telia Parken.

Nicolai Jørgensen hæftede sig ved, at vi er inde i en resultatmæssig god stime:

- Vi har vundet nogle gode sejre på det seneste uden at spille op til vores bedst, og vi vil selvfølgelig gøre alt for at hente én mere i morgen. Ud over at det altid er fedt at vinde titler, så betyder det også noget for vores forberedelser til den nye sæson. En pokalsejr giver os en uges længere ferie og en bedre træningsopstart, da vi så først skal indtræde i Europa League-kvalifikationen den 16. juli.

I forbindelse med pressemødet deltog Nicolai og Delaney i en lille skyd-til-måls-konkurrence med Rasmus Festersen og Henrik Madsen fra FC Vestsjælland. Den var arrangeret af DBU og kampsponsoren Hella, og det gjaldt om at ramme nogle bildæk, der var placeret i de fire målhjørner. Efter omspark trak vestsjællænderne sig sejrrigt ud af duellen, men ifølge Nicolai og Delaney bliver det også den eneste pokal, de vinder i år!

Efter pressemødet trænede FC Vestsjælland - der formelt har status af hjemmehold - mens løverne træner bagefter kl. ca. 16.45, hvorefter truppen offentliggøres.

Der er p.t. solgt over 20.000 billetter, og DBU forventer at op mod 25.000 tilskuere vil være på plads, når dommer Michael Tykgaard fløjter kampen fløjtes i gang.

>> Her kan du købe din billet