Ståle Solbakken

Ståle: Ligner en fornuftig lodtrækning

Der blev onsdag trukket lod til anden kvalifikationsrunde til UEFA Champions League, og her bliver vores modstander vinderen af kampen mellem The New Saints fra Wales, der er mangedobbelte walisiske mestre, og et hold fra den indledende runde, som kan blive KF Feronikeli (Kosovo), Lincoln Red Imps FC (Gibraltar), S.P. Tre Penne (San Marino) eller FC Santa Coloma (Andorra).

En lodtrækning, som manager Ståle Solbakken er godt tilfreds med:

“Det ligner en fornuftig lodtrækning i forhold til de muligheder, der var. Vi ved, at den slags kampe altid er specielle, og alle hold giver deres yderste for at spille deres chance, så vi får intet foræret, uanset hvem modstanderen bliver. Nu skal vi forberede os frem mod de her kampe og Superligaen, og så tager vi den modstander, der kommer, når det ligger fast,” siger Ståle.
 
Første kval.runde spilles 9./10. juli og 16./17. juli, og vores kampe spilles 23./24. juli og 30./31. juli, og vi opdaterer artiklen, når dato og tidspunkt er fastlagt. Lodtrækningen betød, at vi spiller på udebane i den første kamp - men det kan blive ændret.

Nærmere om billetsalg til udekampen følger også, så snart vi ved, hvordan det skal foregå.

>> Europæiske kval.kampe er indeholdt i Platin- og Guldkortet