Ståle: Historisk flot resultat, men stadig et bjerg at bestige

"Først og fremmest møder vi et vældig, vældig godt hold," indledte Ståle sin evaluering af den fantastiske aften i Reggio Emilia, hvor vi sled og slæbte og kæmpede os til et uafgjort resultat.

"I 1. halvleg er kampen nogenlunde lige, selv om de har lidt mere spil end os, men vi får alligevel god kontrol over kampen. Men efter pausen begynder vi at blive trætte, og de får efterhånden lagt et voldsomt tryk på os, især i de sidste 20 minutter."

>> Find din plads til returopgøret

"Men vi forsvarer os godt, Ankersen og Boilesen var helt fantastiske, midtstopperne også stærke i boksen, og Jesse har også et par vigtige redninger. Men det er jo ikke fordi, de har så voldsomt mange helt store chancer, måske 2-3 stykker, ellers er det mange skud, der bliver rettet af og så videre. Vi er gode i og omkring feltet og forsvarer os rigtigt godt!"

"Man skal også huske, at vi er uden vores normale midtbane, da Zeca gik ud i pausen, og Pieros starter inde for første gang. Vi vidste, de ville komme med meget fysik, så han og N'Doye skulle ligge og slås om de lange bolde. N'Doye var også med tilbage de sidste 15-20 minutter og hjalp med at holde stand."

"Så selv om vi ikke selv skaber en eneste chance, er det her et fantastisk resultat. Men vi har stadig et bjerg at bestige i København, men nu lever kampen i hvert fald!"