Michael Lüftner

Ståle: Godt udbytte tempomæssigt

Det blev 1-1 i sommerens anden testkamp mod Sturm Graz. Benjamin Verbic bragte løverne foran efter 11 minutter, da han headede et fint indlæg fra Pieros i nettet. Kort før pausen var Tom Høgli uheldig og lave selvmål, da Robin Olsen ville sparke en lang bold væk før en østriger nåede den, men desværre ramte sin forsvarskollega på skulderen, hvorfra bolden gik i det tomme mål.

"Man kunne godt se, at de har spillet fire kampe allerede, og vi kun har spillet en. Det var heller ikke nogen nem bane at spille på med højt græs, men jeg synes stod godt på banen i 1. halvleg og var gode på kontra. Til gengæld havde vi svært ved at holde bolden i egne rækker, og mange angreb blev for urytmiske, og vi mistede bolden for nemt. Jeg synes til gengæld, at kampen begynder at vende efter pausen, da vi får friske folk ind, og flere gør det rigtig godt," sagde Ståle.

"Pieros virkede også vældig frisk i de første 45 minutter og havde mange gode bevægelser, mens Lüftner som forventet mangler at lære, hvordan vi spiller forsvarsspil. Men det har alle nye forsvarere skullet vænne sig til, og det har vi været forberedt på. Han tænker stadig lidt for meget mand-mand og har derfor også mere fokus på sit eget spil end på holdets. Men det er en indlæringsproces, og vi må bare gøre hvad vi kan, for at den ikke bliver for lang."

Der venter endnu en kamp hernede, når vi onsdag møder russiske FC Krasnodar.

"Der vil nok være lidt flere, der får 60 minutter, men nu må vi se. Vi har et par dage på træningsbanen endnu, hvor vi skal have trænet godt og forhåbentlig undgå skader. Men i dag får vi alt i alt et godt udbytte rent tempomæssigt i nogle festlige rammer med masser af tilskuere," sluttede Ståle fra den lille by Grossklein, hvor kampen blev spillet.