Ståle: God testkamp under svære forhold

Ståle: God testkamp under svære forhold

Ståle var fint tilfreds efter fredagens sikre 2-0-sejr over Bet25 Ligaens tophold fra Lyngby Boldklub.

- Vi fik det ud af det, vi gerne ville. Her i starten handler det jo altid bare om at få alle i gang, og selv om betingelserne var svære på grund af vejret, så fik vi et godt udbytte rent træningsmæssigt, sagde Ståle efter kampen.

Aboubakar Keita har spillet med før, men søgelyset er i sagens natur anderledes nu, hvor han er blevet førsteholdsspiller. Han spillede 1. halvleg ved siden af William Kvist på den centrale midtbane.

- Det var lidt ujævnt fra hans side i dag og ikke hans bedste kamp, men han har imponeret stort under træningen her i januar, så det skal man ikke lægge så meget i. Vi må se, hvordan han udvikler sig i den kommende tid.

Thomas Kaminski og Robin Olsen fik en halvleg hver, men havde ikke alverden at lave, der retfærdiggør den helt store evaluering.

- Thomas har en god redning i første halvleg, mens Robin stort set ikke havde noget at lave i anden halvleg, så vi vil gerne se, hvordan de performer under lidt bedre forhold, når vi skal til Dubai, og så må tiden vise, hvem der skal stå, sagde Ståle.

Det var Robin Olsens uofficielle debut, og det samme fik Erik Johansson, som gjorde det solidt i bagkæden med Antonsson i 1. halvleg og Zanka i de 20-25 minutter, svenskeren fik efter pausen.

Kasper Kusk fik de sidste 45 minutter på højrekanten og var også fint tilfreds efter omstændighederne:

- Det var en dårlig bane, men det var fint at komme i gang, selv om vi var lidt rustne rustne her i den første kamp, sagde Kasper Kusk efter kampen.

Nu får spillerne en friweekend, inden der trænes mandag og tirsdag, og onsdag er der afrejse til 12 dages træningslejr i Dubai.