Ståle Solbakken

Ståle før FCN: Vi har fået bedre styr på dem deroppe

For to år siden kunne vi se tilbage på en periode på seks år uden sejre på FC Nordsjællands kunstgræs, men det har ændret sig de senere år:

"Det har hjulpet, at sådan nogen typer som Delaney, William, Santander og Corner er stoppet," smiler Ståle og skynder sig at tilføje: "Altså i kampene på kunstgræs."

"Kampene i Farum ofte er jævne og tætte, men vi har fået bedre og bedre tag på dem i takt med, at vi har fået andre typer af spillere, Nogen som kan håndtere bolden langs jorden på en anden måde, hvor de andre var tungere og mere fysiske spillere."

"Vi har vundet de seneste to og spillet to uafgjort, så det er gået i den rigtige retning. Men vi ved også, at der kommer faser i kampen, hvor vi bliver testet, og hvor vi måske også fejlbedømmer noget på grund af underlaget. Men det ser ud til, at vi har fået meget bedre styr på det, og uanset hvad, så går vi selvfølgelig ind for at prøve at vinde."

De to første kampe efter pausen har givet seks point mod Lyngby og Randers, og Ståle opsummerer dem således:

"Vi har spillet tre gode halvlege og én svag."

"Da vi startede den rigtige træning igen efter coronafasen, så trænede vi jo meget med Fischer og Jonas, men da de begge faldt ud igen sammen med Mudražija, så har vi haft en blanding af kendte og nye konstellationer. Mudražija er i øvrigt ikke alvorligt skadet og kan snart begynde at træne lidt med igen."

"Aldersmæssigt er Kaufmann og Mo jo ikke et typisk FCK-angrebspar, men de er blevet foretrukket, fordi de har suppleret hinanden bedst. Michael er bedre end Kaufmann på nogle områder og bedre end Mo på nogle områder, men de to har klikket bedre sammen. Men nu kommer der flere perioder med tre kampe på otte dage, så vi igen får brug for flere spillere."

Ni op og ni ned
Inden slutspillet er vi på 2. pladsen ni point efter FC Midtjylland og ni point foran AGF, men det optager ikke Ståle:

"Det går vi ikke og tænker på, vi koncentrerer os bare om at gå ud og vinde vores kampe. Efter pausen var der 12 kampe tilbage, og foreløbig har vi vundet de første to, så nu er der ti tilbage, og vi bliver ved med at fokusere på at vinde den næste."