MSK Zilina-FCK

Ståle: Et resultat vi skal være glade for

Det blev præcis så svært som forventet i Zilina, og Ståle konstaterede også efter kampen, at vi skal være glade for resultatet på 3-1.

"Chancemæssigt var det ret jævnbyrdigt i 1. halvleg, hvor hvert hold har to store, men de er friskere, kvikkere og hurtigere, bedst på underlaget og spiller rigtig godt kombinationsspil. Vi har svært ved at følge med, især i siderne, hvor vi nærmest blev terroriseret. Det var også derfor vi ændrede til 3-5-2 i pausen, så vi kunne veksle mellem at spille med tre eller fem bagude. Det betød, at vi fik flyttet spillet op, og så kom de ikke til noget som helst. Dermed fik vi brudt rytmen i kampen. Ikke at vi dermed blev gode, men de var heller ikke gode," sagde Ståle.

Men så ændrede kampen karakter, da slovakernes Kacér fik sit andet gule kort efter at have forsøgt at filme sig til et straffespark.

"Efter udvisningen sætter vi Kusk ind og går tilbage til 4-4-2, og så har vi bare den skarpeste spiller på banen. Vi har seks store chancer i kampen, og han har de fem af dem, og sender en af dem på indersiden af stolpen før pausen. Det var en opvisning i afslutningskunst."

"Verbic var også rigtig god i dag, han har også været god i forberedelserne, og Lüftner kommer ind og gør et godt indhop i 2. halvleg. Men der var flere, der kæmpede med tempoet i 1. halvleg, så vi skal virkelig være glade for at vi kom herfra med det resultat. Det er klart, at udvisningen var et turning point, men på det tidspunkt havde vi fået styr på kampen og var også farlige på dødbolde, så vi kunne godt have scoret et mål alligevel," sluttede Ståle.