Ståle: En professionel gennemført indsats

Ståle: En professionel gennemført indsats

Efter kampen fik vi de sædvanlige ord fra Ståle Solbakken. Han startede med at konstatere: 

 - Det var en meget ensidig kamp, og i det hele taget var det en professionel gennemført indsats. Umiddelbart skal vi tilbage til 4-0 kampen i 2009, for at finde en kamp, der var lige så ensidig. 

Hele holdet leverede varen, eneste minus var ifølge Ståle, at der skulle være scoret et par mål mere: 

 - Vi gjorde hvad vi skulle, bortset fra at vi nok skulle have scoret et mål eller to mere. 

 - Vi har rigtig mange spillere i dag, der nok spiller deres bedste kamp i år – heriblandt William Kvist, der fik vist, at han er klar til kampen om pladserne på midtbanen. 

 - Det var godt at se, at vi fik gang i presspillet – for det fik vi ikke til at starte med i pokalkampen. Samtidig får vi også skabt en del chancer, tror vi skaber 8-9 store chancer, og derfor burde vi nok også have scoret tre eller fire mål. Men vi var ikke skarpe nok til allersidst, den sidste aflevering eller afslutning sad ikke lige i skabet, og vi bruger stadig for mange chancer for hvert mål vi får. 

Inden Ståle forsvandt og drog mod TV-studiet, nåede han denne afsluttende kommentar til et spørgsmål om ”hvornår F.C. København ville vinde mesterskabet”: 

 - Vi tænker ikke så meget på mesterskabet, for os gælder det om at holde fokus på, at vi henter to point i snit for hver kamp. 

Og herfra håber vi, at Ståles plan om to point i snit holder – om end vi kan også kan leve med mere end to point i snit.