Robert Skov

Skov før FCN: Skal ud med samme attitude som mod Zenit

Bare 65 timer efter slutfløjtet mod Zenit gælder det FC Nordsjælland i Superligaen hjemme i Telia Parken, hvor løverne ifølge Robert Skov skal tilbage på sejrssporet.

”Det er en super vigtig kamp for os, med tanke på at vi selvfølgelig skal tilbage på sejrssporet efter sidste søndags skuffelse mod FC Midtjylland. Vi skal have vores spil til at flyde igen og finde vores rytme, som vi gjorde i store dele af kampen mod Zenit - og så sørge for, at få de tre point på kontoen,” forklarer den 22-årige kantspiller, der ser frem til at møde det unge og talentfulde FCN-mandskab.

”Det er et godt hold, der spiller god fodbold. De har nogle hurtige folk især oppe foran, som vi skal være opmærksomme på. Men det handler om vores egen præstation - vi skal finde vores eget spil, og sørge for at kampen bliver spillet på vores præmisser. Vi kender vores styrker og dem skal vi holde fast i, som vi har gjort i hele sæsonen hidtil.”

Selvom der er kort restitutionstid for spillerne mellem torsdagens sene kamp i Europa League mod FC Zenit og søndagens dyst i Superligaen, ser Skov det kun som en fordel.

”Vi spillede en fin kamp i går mod Zenit, og vi fik vist et helt andet udtryk og attitude end mod FCM. Og det skal vi bygge videre på søndag. Og vi skal holde det tempo, som vi spillede i mod Zenit. Det går bare hurtigere i Europa, og det skal vi tage med til søndag, så vi kan gøre det svært for FCN at følge med.

Kampen mod FCN sparkes igang kl. 16.00. Har du sikret dig din billet?