Sikkerhedsstatus på derby

Der var på forhånd udsolgt i form af 36.400 billetter. F.C. København havde valgt at informere tydeligt i forbindelse med samtlige billetkøb, og tilskuerinformation på egne platforme, om fordelingen af tribunerne, hvor en hel tribune (D-tribunen) var afsat alene til udeholdets fans, allerede inden billetterne blev sat til salg og helt frem til kampdagen. Ligesom PARKENs ordensreglement foreskriver til alle fodboldkampe.

>> Du kan læse ordensreglementet her
 
De resterende tribuner er derfor som udgangspunkt forbeholdt fans af hjemmeholdet, og dermed ingen neutrale afsnit, af sikkerhedsmæssige årsager. Ikke mindst for at undgå blandinger af større grupper af fans med forskelligt tilhørsforhold under kampen.

Op til derby d. 4.maj var interessen ekstra stor fra begge klubbers tilhængeres side, ligesom mange detaljerede rygter omkring planlægning af aktioner, der skulle sikre store grupper af udeholdets fans på hjemmeholdets tribuner, var i omløb. Derfor blev det, i tæt dialog med Københavns Politi, besluttet at ordensreglementet skulle håndhæves i så bredt omfang som muligt omkring kampafviklingen i forlængelse af den massive information omkring risikoen ved, bevidst eller ubevidst, at forsøge at bryde ordensreglementet og dermed udgøre en sikkerhedsrisiko for sig selv eller andre under kampen.

Over 600 personer blev inden kampen afvist ved portene og nægtet adgang til PARKEN af enten kontrollører eller politi, hvis de viste tydelig tilknytning til udeholdet, men havde billet til en af de tribuner der var forbeholdt hjemmeholdets fans. Uden refundering af billetterne. Langt de fleste af disse ved indgangene til Øvre C-tribunen.

Kampen viste dog, at flere fans af udeholdet alligevel var kommet på plads på især øvre A-tribunen og i mindre grad øvre C-tribunen. Disse bar ved indgangen ikke udeholdets klubfarver eller udviste tydelig tilknytning til udeholdet på anden vis. Dermed er ordensreglementet blevet omgået. Enten bevist, hvis de selv har købt billetterne, og dermed ignoreret den klare information via billetlugen.dk i den forbindelse, eller ubevidst, hvis billetterne er anskaffet via en tredjepart, der ikke har videregivet informationen med billetten. Det er F.C. Københavns vurdering, at det er meget svært, som hjemmeklub, at gøre mere end der blev gjort, for at informere udeholdets fans, om risikoen ved-, og forbuddet imod, at være fan af udeholdet på andet end udeholdets tribune til dette derby.

Da disse personer ikke sad i samlede grupper, var det svært for kontrollørerne inde i PARKEN at lokalisere dem, men omkring 30 personer blev bortvist i løbet af den første time af kampen, hvis og når kontrollørerne i flere tilfælde vurderede, at de udviste provokerende adfærd og derfor udgjorde en sikkerhedsrisiko for dem selv, når de var til stede på en tribune forbeholdt hjemmeholdets fans. Fra øvre A-tribunen har F.C. København ikke modtaget nogen rapporter eller indberetninger om fysiske sammenstød mellem de to klubbers tilhængere. Stemningen mellem dem har i perioder været dårlig på øvre A-tribunen, og det medførte bl.a. kast med øl og lignende, hvilket har været en gene for alle tilskuere i området. F.C. København vil gerne beklage overfor den del af publikum i området, som har oplevet ubehag ved disse tilfælde.

Efter 73 minutters spil opstod der en ubehagelig og uacceptabel situation på Øvre C-tribunen i kølvandet på udeholdets scoring. Flere fans af udeholdet rejste sig og jublede i begejstring, og det fik en gruppe af andre tilskuere på øvre C-tribunen til at reagere aggressivt og opsøge de jublende fans af udeholdet. Gruppen talte omkring 30 personer og viste ingen tydelig tilknytning til hjemmeholdet, men havde iført sig masker inden gerningen. På deres vej mod de jublende fans af udeholdet hoppede de tværs af en del tilskuerrækker og skræmte flere mennesker der sad her pga. den voldsomme adfærd. Kontrollørerne i området forsøgte at danne en kæde rundt om de tilskuere, der havde bekendt tilhørsforhold til udeholdet i form af jublen over scoringen, for at beskytte dem og forhindre sammenstød mellem de to grupper. Denne kæde blev brudt i en kort periode, hvor der var kontakt mellem grupperne, men det lykkes kontrollørerne at tvinge den aggressive gruppe tilbage og væk fra gruppen med fans af udeholdet. Kontrollørerne valgte, efter at have fjernet gruppen fra udeholdets fans, at skynde sig tilbage og danne en beskyttende kæde omkring dem, for at sikre dem mod evt. yderligere angreb fra andre grupper. Vurderingen var, at gæsternes sikkerhed var højere prioritet i situationen frem for at forsøge at fange hele den aggressive flok og efterfølgende eskortere dem hele vejen ned og ud af PARKEN. Efterfølgende var der ikke yderligere kontakt mellem de to grupper på øvre C-tribunen.

F.C. København vil gerne tage kraftig afstand til denne episode. Uanset om der mod ordensreglementet og almen fornuft, var jublende fans af udeholdet på hjemmeholdets tribune, så kan sådan en aggressiv og konfliktsøgende adfærd ikke accepteres. Denne gruppe af personer vil F.C. København ikke forbindes med, og at kalde dem fans er ikke retfærdigt over for de mange tusinder af andre, som igen denne aften tog del i at skabe en fantastisk stemning omkring en af FCK’s hjemmekampe. Og vi skal være de første til inderligt at beklage, at flere uskyldige mennesker har været bange eller oplevet andre gener i forbindelse med denne episode. Ikke mindst de børnefamilier, som vi efterfølgende har hørt fra. Familier skal til enhver tid kunne komme til F.C. Københavns hjemmekampe uden at få andet end en god oplevelse med hjem. Vi kan og vil som sagt ikke acceptere, at den slags finder sted i PARKEN, men det er meget svært at forhindre, at en gruppe med sympati for hjemmeholdet griber til så uacceptabel en adfærd, der på ingen måde hører hjemme i PARKEN. Derfor håber vi også på, at det kan give en forståelse for, hvorfor der blev lagt så mange kræfter i at forhindre blandingen af tilhørsforhold på tribunen. Ved at give en hel tribune alene til udeholdets fans og kraftigt og massivt opfordre dem til at benytte den og ikke andre – ikke mindst af hensyn til deres egen sikkerhed. F.C. København gennemgår lige nu videoovervågning og vidnesbyrd fra området. Skulle det lykkes at få identificeret personer fra den angribende gruppe vil disse blive straffet i henhold til ordensreglementet for opførsel i PARKEN og anmeldt til politiet.

Efter kampen var der ikke yderligere sammenstød i PARKEN og politiet eskorterede de to store fangrupper af sted fra stadion som planlagt for at få alle godt hjem. Brøndbys fans direkte fra D-tribunen og ned mod Svanemøllen Station. F.C. Københavns fans af Øster Allé mod Østerport Station eller mod Nørrebro eller indre by via egen transport. Dette forløb helt efter planen bortset fra én episode, som opstod ved hjørnet af B-tribunen og A-tribunen. Her var den store flok af tilskuere fra A-tribunen ved at blive sluset ud på Øster Allé. Selv om dette kun burde være hjemmeholdets fans, der kom fra A-tribunen, så var der et hegn der adskilte dem fra de mange mennesker, som samtidig var på vej ud fra hjemmeholdets stemningstribune i B-tribunen. Men da der som tidligere nævnt, bevidst eller ubevidst, var flere fans af udeholdet, som havde indfundet sig på A-tribunen opstod der en situation, da en gruppe af dem på 10-15 personer påbegyndte at synge stødende sange gennem hegnet til den store flok af hjemmeholdets fans på vej ud der. En større gruppe væltede hegnet for at opsøge kontakt med gruppen af syngende fans med tilknytning til udeholdet. Politiet var dog til stede og fik hurtigt grebet ind, skilt parterne ad og forhindret, at episoden udviklede sig yderligere.

F.C. København er bekendt med, at Københavns Politi havde en del udfordringer i forbindelse med eskorten af en stor gruppe fans ned mod Svanemøllen Station, og vil gerne beklage den gene det evt. har medført for folk i området og for politiets folk på opgaven.

I alt 5 tilskadekomne er registreret fra aftenen i PARKEN. Det tal er på niveau med en helt normal Superligakamp i PARKEN.

Politiet foretog i alt omkring 20 anholdelser der kan forbindes til derbyet.

F.C. København vil gerne takke Københavns Politi for et godt samarbejde både inden og efter den store kamp, ligesom Brøndby IF’s medbragte kontrollører leverede en stor og professionel indsats under kampen og var meget aktive i at få et godt og konstruktivt samarbejde til at fungere med hjemmeholdets ditto.

Vi har modtaget i alt 26 beretninger fra tilskuere til kampen via mails. Dem er vi meget glade for, da de har hjulpet os med at få det fulde overblik over hele derbyets afvikling. Vi vil gerne opfordre andre, der evt. har lyst til at dele deres viden med os, til at skrive direkte til Fankoordinator Daniell Askholm via da@fck.dk

Det er den bedste måde for os at kunne forbedre sikkerhed og service.