Træning på Yeni Sivas 4 Eylül Stadyumu

Sidste nyt før playoff i Sivasspor

Tvivl om tilskuertallet
Sivasspors fine, nye stadion rummer ca. 25.000 tilskuere, men til UEFA-kampe er kapaciteten kun 50 %. Sivasspor havde håbet på 10-11.000 tilskuere, men nu er det tvivlsomt, om der kommer så mange.

Reglerne blev nemlig skærpet hernede for en uge siden, så man kun får adgang, hvis man har fået begge Covid-19 vaccinationer fra de tyrkiske sundhedsmyndigheder.

Hvis man købte billet inden regelændringen (hvor Sivasspor endnu ikke var gået videre fra Q3), kan man dog stadig komme ind med en negativ PCR-test, men det forlyder, at tyrkerne forventer væsentligt færre tilskuere, end man havde håbet på.

Yeni Sivas 4 Eylül Stadyumu
Der bliver næppe helt fyldt på Sivasspors stemningstribune i aften. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Fem i træk?
Pep Biel kan i aften score for femte kamp i træk, hvilket kun er sket to gange før i FCK-historien: Christian Lønstrup i maj/juni 1995 og Federico Santander i marts/april 2018. Pep Biel kan gøre det i løbet af 14 dage, mens Lønstrup brugte 20 dage og Santander 36 dage.

Pep Biel
Pep Biel kan tangere klubrekorden med at score i fem kampe i træk. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


FCK og tyrkiske hold
Vi har spillet fire kampe mod tyrkiske hold:

  • 2013 h 1-0 Galatasaray, CL-gruppespil (mål af Daniel Braaten)
  • 2013 u 1-3 Galatasaray, CL-gruppespil (mål af Claudemir)
  • 2020 u 0-1 Istanbul Basaksehir, EL 1/8-finale
  • 2020 h 3-0 Istanbul Basaksehir, EL 1/8-finale (to mål af Jonas Wind og et af Rasmus Falk)


Eks-FCK'ere i Tyrkiet
Claudemir spillede sidste sæson i Sivasspor, men skiftede i sommer til de portugisiske oprykkere fra Vizela. Men denne sæson er der eks-FCK'ere i de fire klubber, der sluttede nr. 1-4 i sidste sæson, og desuden spiller Nicolai Jørgensen i Kasimpasa.

  • Nr. 1, Besiktas (Atiba Hutchinson), er direkte i CL-gruppespil,
  • nr. 2, Galatasaray (Victor Nelsson), gik i CL-kval. Q2, tabte til PSV og slog siden St. Johnstone i EL-kval. Q3 – og møder i aften Randers FC i EL playoff
  • nr. 3, Fenerbahce (Mathias Zanka), gik direkte i EL-playoff og møder i aften finske HJK
  • nr. 4, Trabzonspor (Andreas Cornelius), gik i Conference League Q3, hvor de slog Molde ud, og i aften møder de AS Roma i playoff

(Artiklen fortsætter under billedet)

unibet ANNONCE | 18+ | STOPSPILLET.DK | SELVUDLUK VIA ROFUS.NU | SPIL ANSVARLIGT

Tredje sydafrikanske førsteholdsspiller
Luther Singh kan blive FCK-spiller nr. 271, hvis han kommer på banen - og det samme gælder Valdemar Lund, der endnu har sin officielle debut til gode.

Vi har før haft to sydafrikanske førsteholdsspillere, Sibusiso Zuma og Elrio van Heerden, der spillede henholdsvis 188 (2000-05) og 39 kampe (2004-05). Men også Bongumusa Mthethwa fik en enkelt træningskamp mod Hansa Rostock i januar 2008, og Lindokuhle Madonsela fik - sammen med Elrio - spilletid på vores hold i en træningskamp i Sydafrika i 2001, og Madonsela scorede vores tredje mål i en 3-0-sejr over et udvalgt regionshold.

Luther Singh
Luther Singh til sin første træning med de nye holdkammerater. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Ukrainske dommere
Dommer: Mykola Balakin
Linjedommere: Volodymyr Volodin og Valentyn Kutsev
Fjerdedommer: Oleksandr Derdo

32-årige Balakin fra Kiev har ikke før dømt danske hold.

Kort, karantæner og skader
Sivasspors Fayçal Fajr har karantæne.
På skadelisten har vi Kamil Wilczek.

TV
Du kan se kampen kl. 20.00 dansk tid (kl. 21.00 lokal tid i Sivasspor) på TV2 Sport og TV2 Play med pakken "Favorit + Sport".