Sejrrigt punktum på eventyrligt efterår

Sejrrigt punktum på eventyrligt efterår

Man siger jo, der er koldt på toppen! Og det var der denne lørdag eftermiddag i PARKEN, hvor de danske mestre afsluttede dette eventyrlige Superliga-efterår med en 3-1-sejr over Esbjerg. Men i fodboldmæssig forstand er der rigtig meget at varme sig ved, og løverne er jo ”isoleret” godt og grundigt i toppen af tabellen, så man kan gå vinterpausen ganske trygt i møde.

Til dagens opgør havde trænerteamet endnu engang valgt at spille med noget nær stærkeste hold, og har man fulgt med i efterårets vekslende formationer, har man nok allerede gættet, at Jesper Grønkjær blev sparet i dag med henblik på at skulle spille fra start mod Panathinaikos på tirsdag.
Før kampen var der blomster til César Santin og Morten Nordstrand for at have rundet 100 kampe for F.C. København. Desuden blev William Kvist hyldet for at være kåret til årets profil i Superligaen – i øvrigt foran Dame N’Doye og med en lang række af holdkammeraterne på ”TOP 10”.

De tog det dog en kende roligt i kampens første kvarter, hvor gæsterne fik lov at have bolden mest, men bortset fra et udmærket fladt hug fra Janssen, som Wiland tog sig sikkert af, førte det ikke til egentlige afslutninger mod et meget påpasseligt og solidt forsvar.

Efter det første kvarters tid begyndte hjemmeholdet så småt at komme op i den anden ende, og 7-8 minutter senere stod det 2-0 på måltavlen, og så var den kamp reelt afgjort. Først kom N’Doye for gud ved hvilken gang højest på et præcist Oscar Wendt-hjørne og pandede bolden ind fra nært hold i en situation, som Esbjerg-keeper Lukas Hradecky hurtigt vil notere i glemmebogen. Og fem minutter senere – efter at Vingaard havde tøvet for længe i en overtals-kontra – tog Pospech sagen i egen hånd, da han fik bolden i højre side på en flot tværbold fra N’Doye, tacklede sig forbi Jeppe Mehl, trak forbi Kevin Conboy og hamrede bolden fladt ind med sådan en kraft, at Hradecky ikke kunne stoppe den.

Ganske professionelt trak løverne sig herefter lidt tilbage mod et Esbjerg-mandskab, der også virkede temmelig groggy, men som dog fik bolden igen en hel del og også producerede en udmærket skudchance til Mikkel Vendelbo, som Wiland dog igen tog sig sikkert af. Vendelbo fik i en anden situation også lobbet bolden på overliggeren i fri position, men var dog forinden vinket offside.

Ellers skete der faktisk ikke alverden, bortset fra en usædvanlig dobbeltudskiftning allerede inden pausen, hvor Vingaard og Antonsson blev erstattet af henholdsvis TK og Sölvi Ottesen. Forhåbentlig blot for at forebygge egentlige skader, der kan bringe deres deltagelse i fare i den vigtige Panathinaikos-kamp på tirsdag.

Esbjerg benyttede også pausen til en dobbeltudskiftning og sendte Jesper Lange og Kian Hansen på banen i håb om at vende slagets gang. Og det håb fik næring efter seks minutters spil med lidt hjælp fra Johan Wiland, der stormede uden for eget felt og gik fejl af en lang fremlægning nede fra Esbjerg-forsvaret, så Søren Rieks kunne prikke bolden videre til Jesper Lange, der let reducere i tom kasse.

Kort efter blev FCK-keeperen også lidt overrumplet af et Esbjerg-indlæg fra venstre, men nåede at slå den væk på stregen, hvorefter Zanka headede returbolden til hjørne. Nu lugtede vestjyderne blod, men hjemmeholdet svarede straks igen med at sætte tempoet i vejret igen og lægge tryk på Esbjerg-forsvaret. Santin var lige ved at nå frem til en god, flad tværpasning fra Pospech, og N’Doye skabte sig plads til en god afslutning fra spids vinkel, der desværre endte i sidenettet.

Midt i halvlegen lignede det unægtelig en udligning, da Peter Nymann slap fri i højre side af feltet, men i stedet for selv at afslutte spillede han på tværs til den fremstormende Jeppe Mehl, der dog helkiksede sin afslutning og tilmed mente, at han skulle have haft straffe i situationen.

Det var dog stadig hjemmeholdet, der havde bedst fat i spillet, og med 20 minutter igen kom Kenneth Zohore på banen i stedet for César Santin for at give yderligere tyngde i offensiven. Med et kvarter igen sendte Claudemir Pospech af sted i højre side med en fin stikning, men på tjekkens flade indlæg sendte Bolaños dog bolden langt over mål.

Københavnerne fastholdt initiativet hen mod slutningen, hvor man aldrig for alvor sad og frygtede en udligning. Men man ved aldrig i fodbold, hvor marginalerne som bekendt er små og ofte drilske, så det var med en vis lettelse, at Dame N’Doye få minutter før ordinær spilletids udløb kunne lukke og slukke definitivt, da han fangede Hradecky på det forkerte ben og enkelt kunne heade et Pospech-indlæg i nettet til 3-1.

Dermed lagde senegaleseren sig side om side med César Santin i toppen af topscorerlisten, og havde det ikke været for en fremragende refleksredning af Hradecky i overtiden, så var han også gået forbi. Mens Esbjerg må overvintre under nedrykningsstregen topper Byens Hold nu tabellen med hele 51 point og et næsten ubegribeligt forspring på 22 point inden weekendens øvrige kampe.