Så stod vi der igen

Så stod vi der igen

Igennem de seneste mange år har det været kutyme, at der dagens før en europæisk hjemmekamp blev afviklet et træningspas samt et uformelt pressemøde i PARKEN. Onsdag var således ingen undtagelse, da de sidste forberedelser før torsdagens UEFA Cup-gruppekamp mod franske St. Etienne skulle indledes.

- Det bliver en svær kamp, men vi har et godt hold og jeg tror på vi kan tage alle tre point i morgen, sagde en af dagens mest ombejlede, Cesar Santin, og fortsatte:

- Når man ser på vores spil i de seneste kampe – måske lige på nær AC Horsens-kampen, så har vi i hvert fald en god chance for at score i morgen. Vi ved at St. Etienne ikke lukker mange mål ind, så vi skal udnytte de chancer vi får, var brasilianerens analyse, inden han kiggede overordnet på gruppen og muligheden for videre avancement til forårets knockout-runder. 

- Vi skal jo kun spille fire kampe, men hvis vi kan vinde to, og så måske få en enkelt uafgjort, så er jeg sikker på, at vi er videre, og det ville være glimrende.

Anfører Ulrik Laursen supplerede:

- Danske hold har jo ikke ligefrem været kendt for at spille europæisk fodbold om foråret, men det vil vi gerne lave om på. Vi kan være med til at understøtte den opadgående kurve dansk fodbold er inden i, sagde Laursen til den fremmødte presse. 

Rasmus Würtz er tilbage i truppen efter en længere skadespause på grund af en brokoperation. Nordjyden lyser af spilleglæde, hvilket han også gav udtryk for ved aftenens træning i PARKEN.

- Det er gået fremad dag for dag, og nu mangler jeg måske kun de allersidste procenter i min eksplosivitet, men det bliver bedre og bedre. Jeg tænker i hvert fald ikke over min skade længere, når jeg løber rundt inde på banen. Det har ikke været sjovt at sidde udenfor og kun kunne træne i fitnessrummet. Man er ikke en del af holdet på samme måde, og derfor er det super fedt endelig at være tilbage i kampform igen, sagde en glad Würtz. 

Der har ofte været talt om F.C. Københavns manglende internationale erfaring i den nuværende trup, hvilket Ståle Solbakken også selv har givet udtryk for. Men siger man ordet ”nervøs?” til Mathias Zanka om udsigten til at spille med i et europæisk gruppespil, så er svaret dog en smule overraskende: 

- Nervøs? Nej, jeg bliver aldrig nervøs ved at spille en fodboldkamp. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men for mig så er morgendagens kamp en kamp ligesom alle andre, og jeg glæder mig bare til det.

F.C. Københavns norske cheftræners udgangspunkt til morgendagens kamp minder da også meget om Zankas; Den skal bare have gas uden de store bekymringer!

- Vi skal gå ud og spille frit i morgen, tage tingene som de kommer og ikke føle os presset til at levere et eller andet resultat. Det er holdmaskinen FCK, som har fungeret godt længe, der skal gå ud og straffe St. Etienne. Og kigger vi på vores formkurve så kan jeg heller ikke se hvorfor det ikke kan ske i morgen, sagde en optimistisk og forventningsfuld Solbakken og fortsatte:

- Vi kan stadig komme højere op rent spillemæssigt, men det kræver at vi har endnu mere tid sammen som hold – men det går den rigtige vej, var de afsluttende ord. 

Carl Redhead var i PARKEN og fik nogle snapshots fra dagens træning.

 

 

Bård Wiggen og Anders Storskov er klar til aftenens træning...


 

 

Würtz interviews...

 

 

Jesper og Nathan træner...

  

 

Ståle med europæisk fokus...

 

 

Interviews før træningen...

 
 

 

Zanka i hopla...


 

 

Massør Jesper Larsen viser.....ja....hmmm...

Fotos: Carl Redhead