Så kom der hul på bylden..

Da FCKs reserver her til formiddag løb på banen på Frederiksberg Idrætspark, var det med en forventning om, at vende den seneste tids sejrskrise. Dagens modstander var Greve, som sammen med FCK/KB, er at finde i den nederste del af tabellen p.t. - kun tre points adskilte de to hold, inden første fløjt.

 

Af Jessica Schrøder

 

Startopstillingen:

Frederik Vang Larsen

Aske Krohn – Kaspar Christiansen – Jesper Christiansen – Danni Jensen

Marc Dal Hende – Thomas Delaney – Nicklas Kristensen – Kristian Geertsen

Kevin Bechmann Timm – Thomas Christiansen

 

Ikke meget at notere sig

Begge mandskaber spillede en lidt rodet første halvleg. Der var en del løse markeringer i begge defensive, og en generel uskarphed oppe i front sendte spillerne til pause uden scoringer.
Kort før pausen var det dog lykkedes for SAS-ligareserverne, at få bolden ind bag en usikker Thomas Nielsen i Greves mål. Desværre for hjemmeholdet og størstedelen af det fremmødte publikum, blev der fløjtet for frispark - og anden halvleg kunne begynde, hvor første slap.

 

Fuld fart frem

Bolden blev givet op igen, og denne gang skulle der kun gå tre minutter på dommer; Tom Krøyers ur, før den længeventede forløsning kom for hjemmeholdet. Efter et velplaceret hjørnespark lykkedes det Marc Del Hende, at sætte hovedet på til føring; 1-0.

 

Herefter gik det stærkt

FCK/KB skruede tempoet op og blot ti minutter senere lagde Greves anfører; Patrick Wibroe en flad bold tilbage til sin keeper, som dog blot kunne se til, mens bolden trillede roligt ind over stregen. Selvmål: 2-0.

 

Det varede ikke længe før udeholdet fik både gult kort og et frispark på kanten af feltet imod sig.
Kevin Bechmann Timm sørgede for dagens detalje med et velplaceret frisparksmål og kampen var reelt afgjort.

 

Greve havde dog chancer for at reducere andetholdets føring, og formåede blandt andet at skyde forbi et næsten tomt mål, samt se sig snydt for et straffespark.

 

Inden sidste fløjt, nåede byens hold endnu engang at få bolden ind bag Thomas Nielsen. Denne gang mente dommeren dog, at Thomas Christiansen stod offside og annullerede målet.

 

Kampen sluttede 3-0 til reserverne, som igen kunne stråle om kap med forårssolen og være stolte af dagens indsats.

 

FCK.DK fik en snak med målscorer Kevin Bechmann Timm efter kampen, og han havde følgende kommentarer til dagens sejr:

 

- Efter det store nederlag vi led i forårets første kamp, har vi godt kunnet mærke, at vi er et hold i udvikling. Vi har tabt de seneste to kampe, som vi alle mener vi skulle have vundet. Men i dag, gik vi ud med en samlet overbevisning om, at denne kamp bare skulle vindes - dog havde ingen af os regnet med, at det skulle blive med hele 3-0, siger Kevin og fortsætter:

 

- Jeg synes vi stod rigtig godt i vores defensiv i dag. Vi har i de andre kampe lavet for mange
personlige fejl. Vi lavede desværre et par stykker i første halvleg, men de blev heldigvis ikke udnyttet, og jeg synes vi havde generelt godt styr på kampen.

 

Følg med, når FCKs reserver på søndag tager turen til Skovlunde. Udeholdet kæmper for at komme på den rigtige side af stregen, og et spændende opgør venter på Ballerup Idrætspark søndag den 19. april kl. 13.00.

 

Foto: Jessica Schrøder, FCK.DK

 

Foto: Jessica Schrøder, FCK.DK