Rumænske dommere mod Club Brügge
F.C. 
København har to gange før haft en rumæner som dommer i en europæisk 
hjemmekamp, og begge opgør er endt med særdeles tilfredsstillende 
resultater.
Af Jan Eliassen
Det er den 32-årige 
rumæner Ovidiu Alin Hategan der skal dømme onsdagens kamp mellem F.C. 
København og belgiske Club Brugge. Ovidiu Alin Hategan har ikke 
tidligere dømt F.C. København, men han har ved tre tidligere lejligheder
 dømt danske klubber i de europæiske turneringer – hver gang med det 
danske hold som taberen. I juli 2010 tabte Randers FC med 2-3 til FC 
Lausanne-Sport, i august 2011 tabte FC Nordsjælland med 1-2 på udebane 
til Sporting Clube de Portugal (Sporting Lissabon) og i november 2011 
var det så OB der på udebane tabte 2-3 til FC Twente. Ikke statistisk 
lovende, men alting har en ende – og på onsdag skulle Hategan meget 
gerne godkende flere danske end belgiske mål, således at F.C. København 
ender med at vinde kampen.
Ovidiu Alin Hategan er at finde i 
UEFA-dommerkategori ”First”, hvilket efter ”Elite” og ”Elite 
Development” er den 3. højeste dommerkategori under UEFA. Der er ingen 
rumænske dommere i de to øverste kategorier, så Hategan er sammen med 
landsmændene Alexandru Dan Tudor og Pavel Cristian Balaj de højst 
rangerede rumænske dommere.
I PARKEN er der normalt succes med rumænske dommere
F.C.
 København har ved to tidligere lejligheder haft en rumænske dommer i en
 europæisk kamp, og det var med de to andre rumænere der sammen med 
Hategan har status af ”First”.
Den 30. juli 2003 dømte Alexandru 
Dan Tudor hjemmekampen mod Sliema Wanderers FC fra Malta, og her førte 
scoringer af Sibusiso Zuma, Thomas Røll Larsen (2) og Todi Jónsson til 
en sikker 4-1 sejr til Byens Hold. 
Seneste rumæner til at dømme 
en FCK-kamp i PARKEN var Pavel Cristian Balaj, der den 2. november først
 godkendte en scoring af Messi – og lidt senere godkendte Claudemirs 
udligning til 1-1, og dermed skulle alle gerne være klar over, at Balaj 
dømte Champions League hjemmekampen mod FC Barcelona.
Ovidiu Alin Hategan i denne sæson 
Onsdagens
 dommer har kun dømt en enkelt europæisk kamp i denne sæson, og det var 
en kamp i 2. kvalifikationsrunde til UEFA Europa League. Her var han 
manden i sort, da hviderussiske Shakhtyor Soligorsk spillede 1-1 mod 
østrigske Ried. Her tildelte Ovidiu Alin Hategan udeholdet et 
straffespark, som de omsatte til scoring, og dermed fik Ried 1-1 med 
hjem fra Hviderusland, et resultat der senere – efter 0-0 i Østrig – 
viste sig at være nok for østrigerne for at gå videre til 3. 
kvalifikationsrunde.
De øvrige dommere
På onsdag får 
Ovidiu Alin Hategan hjælp på de to linier af Zoltan Szekely og Octavian 
Sovre, mens det er Serbastian Coltescu der er 4. dommer. Alle fire mand 
er fra Rumænien.
 
     
 
    
     
