








Reaktioner på oprykningen: Lige det vi havde håbet på!
F.C. Københavns kvindehold sikrede i dag oprykning til 1. division, selv om der endnu mangler tre runder af Oprykningsspillet.
“Det er næsten ikke til at fatte, det er så stærkt gået af alle de her seje kvinder, og opbakningen på lægterne i dag var også virkelig sublim, så vi er bare glade hele vejen rundt,” sagde Rebecca Steele lige efter 3-2-sejren over AaB.
En kamp, hvor nordjyderne også kunne sikre oprykningen med en sejr og dels førte 1-0 og dels skabte spænding ved at reducere til 2-3 midt i 2. halvleg.
“Det betyder utroligt meget, at oprykningen er sikret allerede nu i første forsøg," fortsatte Rebecca.
"Nu kan vi lige sænke skuldrene og spille turneringen færdig, og så har vi også en kamp i Parken den 8. juni, som vi ser rigtig meget frem til."
"Oprykningen var en af de helt store milepæle, da vi indledte sæsonen, men vi skal videre næste sæson. Der er en oprykning mere, før vi er med på allerhøjeste niveau, og det er jo en klar vision for holdet."
"Men det har været en vild rejse hidtil, hvor vi er nået langt på kort tid og har skabt en trup og et miljø, som kan konkurrere på højeste niveau, som vi viste i semifinalerne mod Fortuna Hjørring. Så vi skal vi bare blive ved med at gøre det vi gør, for det er vi rigtig gode til," sagde Rebecca Steele.

Lige det vi havde håbet!
Spillerne havde svært ved at finde ordene lige efter den spændende afslutning, hvor en aalborgensisk udligning havde udsat festen, men glæden var ikke til at tage fejl af:
"Det er fedt, lige det vi havde håbet på, og dejligt at kunne sikre det med nogle kampe i baghånden," sagde Frederikke Benfeldt.
"Det var lidt svært for os i 1. halvleg, hvor vi havde svært ved at ramme hinanden, men i en hektisk 2. halvleg var vi bare effektive."
"Den oprykning betyder bare alt, det er det, vi har arbejdet for hver dag," sagde Maria Hovmark, der stod for den vigtige udligning til 1-1 lige inden pausen og minuttet efter lagde op til Frederikke Boisens 2-1-mål og også var med i forarbejdet til Boisens 3-1-mål i 2. halvleg.
"Nu skal vi fejre det i aften, men vi har også en kamp næste weekend, så vi fejrer ikke 100% endnu. Det kan vi gøre efter den sidste kamp i Parken, som jeg glæder mig helt vildt til. Det håber jeg, at alle folk gør, og jeg håber at se alle i Parken den søndag, for det bliver historisk!"
Og fejret blev det - se bare videoen på FCK TV fra omklædningsrummet, hvor Rebecca Steele havde sørget for, at champagnepropperne kunne springe, hvis nu det lykkedes at sikre oprykningen allerede i dag:
"Ja, der er købt lidt champagne, så dem over 18 kan få et enkelt glas, men så skal vi videre og ser frem til næste kamp," sagde Rebecca Steele.
Se flere billeder fra fejringen i omklædningsrummet ved at klikke på pilene i artikelbilledet.
>> Læs mere om sæsonafslutningen i Parken 8. juni