PREMIERE: Lars Jacobsen blogger fra La Manga

PREMIERE: Lars Jacobsen blogger fra La Manga

Lars Jacobsen blogger fra La Manga

Lars Jacobsen blogger fra La Manga


Hola fra La Manga… og velkommen til min første blog fra vores træningslejr. Jeg regner med, at jeg vil skrive tre-fire gange for at fortælle jer om, hvad vi får tiden til at gå med her i Spanien, hvor græsset er grønt, og solen skinner.

Træningslejre er altid hyggelige. I hvert fald i begyndelsen. De fleste fodboldspillere kan godt lide at komme lidt væk hjemmefra, være sammen med gutterne og spille på nogle gode fodboldbaner. Jeg deler lejlighed med TK, Nord, Vingaard, Stadsgaard og Kim C. Jeg har værelse med Vingaard, og det går fint, men jeg ved også af erfaring, at når vi kommer til slutningen af træningslejren, kan det godt gå hen og være en test på tålmodighed at bo på fem kvadratmeter med en anden spiller… og så lige ”Vin” - puha!

Vi træner hårdt, men har også en del fritid. Den benytter jeg til at se lidt tv, gå på nettet, skype med familien derhjemme og sove lidt mere, end jeg normalt gør. De andre gutter i lejligheden spiller en masse Playstation, men det kan jeg ikke finde ud af. Jeg kommer fra en anden generation, hvor man gik udenfor, når man ville lege! Så jeg er det sorte får i lejligheden og bliver holdt lidt udenfor. Men det passer mig fint, og jeg laver andre ting. Såsom at spille Temple Run på min iPhone, hvis jeg - som de andre - har lyst til at ”lege”.

>>> Læs del 2 af Lars Jacobsens blog

Jeg har været på mange træningslejre med danske, tyske og engelske klubber, og de kan være meget forskellige. Jeg kan for eksempel huske en træningslejr med en af de engelske klubber, jeg spillede i. Vi havde fri i midten af sæsonen og brugte fem dage i Dubai, hvor vi udelukkende drak øl – det kalder jeg en træningslejr!

Det værste, jeg har oplevet, var med et tysk hold, hvor vi skulle træne hårdt tre gange om dagen. Vi stod op klokken 07.00 og løb en time. Så spiste vi morgenmad, havde formiddagstræning, spiste frokost for så lige at nappe en eftermiddagstræning at slutte af på. Det var opslidende og træningskvaliteten blev dårligere og dårligere, som ugen skred frem.

Det er godt at være tilbage i FCK, og jeg kan mærke, at klubben har udviklet sig siden sidste gang jeg var her. Overliggeren har flyttet sig opad, og det er positivt. Staben omkring holdet er omtrent de samme, men der har selvfølgelig været mange udskiftninger blandt spillerne, men stemningen er lige så god som i ”gamle dage”.

>>> Læs del 3 af Lars Jacobsens blog

Jeg har ikke haft vinterpauser i de sidste tre år, hvor jeg har spillet i England, så jeg kan godt mærke, den er mega-lang her i Danmark. Jeg tror, de fleste spillere gerne snart vil spille nogle betydende kampe, men det kan åbenbart ikke lade sig gøre på vores breddegrader. 


Nok snak, nu skal vi op i træningslokalet og løfte vægtstænger…

I hører fra mig!

De bedste hilsner,
Lars