FCK-fans i Esbjerg

Praktisk info om Esbjerg-FCK

Der bliver fuldt hus i Esbjerg med over 14.000 tilskuere, og det påvirker trafikken, så klubben og politiet opfordrer alle til at komme i god tid. 

Portene åbner to timer før kickoff, dvs kl. 16.00. Vores udeafsnit er på D-tribunen, som er den sydlige endetribune. Husk at have dit FCK AWAY-medlemskort klar ved indgangen, så går det hurtigere at komme ind.

“Der er flere arrangementer i forbindelse med kampen i timerne op til kampstart, så parkeringspladserne i nærheden af stadion ventes at være optaget tidligt,” siger politiinspektør Søren Frederiksen.

“Vælger man at tage bilen til kampen, bør man derfor tage hjemmefra i god tid og indstille sig på at finde en lovlig parkeringsplads et stykke derfra og gå det sidste stykke.”

Gl. Vardevej ensrettet efter kampen
Blue Water Arena ligger på Gl. Vardevej, som efter kampen bliver ensrettet både i nordlig og sydlig retning væk fra stadion.

Har du parkeret nord for stadion, bliver du sendt mod nord via Parkvej eller Spangsbjerg Kirkevej. Har du parkeret syd for stadion, bliver du ledt via Gl. Vardevej og Grådybet.

Vis hensyn
Politiet er i området før, under og efter kampen med dialogbetjente og almindelige patruljer og opfordrer til, at man tager hensyn og passer på sig selv og de andre tilskuere, så alle får en god og festlig oplevelse.

Det er længe siden, Esbjerg har haft så mange tilskuere på stadion, så vi opfordrer også til tålmodighed over for de mange frivillige i boderne m.m., som ikke er vant til så stort fremmøde.

Læs mere info til udefans her på Esbjergs hjemmeside.