Claus Wolter, Merchandise Manager i F.C. København Fanshop

Podcast: Claus Wolter - 30 år i F.C. København

Claus Wolter, Merchandise Manager i Fanshoppen, fejrede for nylig sit 30-års jubilæum i F.C. København - kun Lars Højer har været længere på klubbens lønningsliste!

I den anledning har podcastvært Torkil Fosdal haft en lang snak med Wolter om hans mange år som F.C. Københavner - og med en masse anekdoter helt tilbage fra slutningen af 80’erne, hvor Wolter var B1903-fan, inden F.C. København kom til verden i 1992. 

Siden hans fastansættelse i 1996 har karrieren været tæt knyttet til Fanshoppen, så podcasten giver også et billede af, hvordan den har udviklet sig lige fra første færd, hvor det hele foregik meget “analogt”, inden digitaliseringen langsomt men sikkert vandt frem. 

Du kan for eksempel høre et nostalgisk FCK TV-indslag med Wolter fra lanceringen af F.C. Københavns eget trøjebrand, som vi var iført, da Zuma saksesparkede guldet hjem i foråret 2001.

Ud over en række indblik i hverdagen bag kulisserne i F.C. København og Parken, var Wolter blandt andet også førstehånds-vidne til guldfejringen i 1993 og miraklet i Amsterdam i 2006, så vi kommer vidt omkring - og han benytter også anledningen til en velfortjent hyldest til alle de kolleger, som i “den skjulte hverdag” får det hele til at spille i Nordens største fodboldklub.

 

Claus Wolter på tur med den "mobile" Fanshop i slutningen af 90'erne
Claus Wolter på tur med den "mobile" Fanshop i slutningen af 90'erne.