Viktor Fischer

Peter Sørensen jagter første sejr over FCK

Hobro taber tit, men tæt
Selv om Hobro hører til i bunden af Superligaen, har de spillet mange tætte kampe i de seneste måneder.

Siden de i september tabte 0-5 til AaB og 2-5 til FC Midtjylland, har de tabt seks gange med blot et enkelt mål og kun én gang med to mål (0-2 i Esbjerg i oktober).

De har dog også kun vundet en enkelt af deres seneste ni kampe, da de selv slog Esbjerg med 2-0 i slutningen af februar.


>> Find din plads til Hobro-kampen her


Korte Hobro-facts

  • Ingen har scoret færre mål (21) end Hobro, og inden har lukket flere (42) ind denne Superliga.sæson
  • Emmanuel Sabbi er Hobros Superliga-topscorer med 4 mål
  • Sabbi er udtaget til USA's U23-landshold, og klubkammeraten Christian Cappis til USA's U20-landshold
  • Jesper Rask og Rasmus Minor er startet inde i alle 25 Superliga-kampe - Minor er blevet udskiftet en enkelt gang
  • FCK og Hobro er sammen med OB de eneste Superliga-klubber uden røde kort denne sæson


Sørensen har aldrig slået FCK
Den 21. februar overtog Peter Sørensen cheftræner-posten i Hobro efter Allan Kuhn.

Sørensen har før været Superliga-cheftræner i Silkeborg IF og AGF, og FCK er den eneste klub, han aldrig har besejret i Superligaen. 12 kampe har givet 6 uafgjorte og 6 nederlag og en målscore på 5-20. (Kilde: superstats.dk)

Peter Sørensen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Meget på spil for Hobro
Hobro ligger næstsidst inden sidste runde i grundspillet, men selv om det længe har stået klart, klubben skal spille nedrykningsspil, er det ikke ligegyldigt, om man slutter grundspillet som nr. 12, 13 eller 14.

"Der er meget på spil. Vi skal kæmpe hårdt for ikke at ende som nummer 14, når kampene på søndag er færdigspillet. Som det ser ud med puljeinddelingen til gruppespillet lige nu, så kommer holdet på 14. pladsen til at have et stykke op til de andre hold i deres pulje," siger sportschef Jens Hammer Sørensen til klubbens hjemmeside.

Inden søndagens kampe ligger Vejle nr. 14, og de møder Esbjerg på udebane, mens nr. 12, Vendsyssel, møder FC Nordsjælland hjemme i Hjørring.
 

Julian tilbage i Telia Parken
"Det er første gang, jeg er tilbage i Telia Parken, efter jeg spillede i FCK. Selvfølgelig bliver det sjovt at komme tilbage, og det bliver lidt specielt. Det kunne være rigtig sjovt, hvis jeg kunne lave et mål," siger Hobros 21-årige norske forward til klubbens hjemmeside.

Julian spillede fire førsteholdskampe for FCK, og selv om alle var udekampe, har han før spillet i Telia Parken. Han var nemlig med (og scorede) i vores pokalkamp mod B.93 i marts 2017, der blev spillet i Telia Parken

I sommeren 2017 skiftede han til Djurgården i 2017, og i sommeren 2018 tog han til Hobro, hvor han har lavet fire mål i 16 Superliga-kampe.

Julian har bragt os foran 1-0 mod B.93. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Dommerne
Dommer: Michael Tykgaard 
Linjedommere: Elvis Boric og Henrik Sønderby
4. dommer: Anders Poulsen

Det er Tykgaards FCK-kamp nr. 38 siden 2011. Tidligere i sæsonen har han dømt begge vores AaB-kampe samt udekampen mod AGF.
 

Skader og karantæner
Ingen spillere har karantæne.

Zeca får karantæne ved næste gule kort, og Falk, Ankersen og Fischer, hvis advarslen er for en grov forseelse.

Vi har Michael Lüftner og Andreas Bjelland på skadelisten.

>> Se mål, kort og strafpoint på dbu.dk