PARKENs Græsrødder

Chris Hague er PARKENs greenkeeper, og sammen med sin assistent, Warren Hodges, klipper, gøder, fodrer, plejer og videreudvikler de PARKENs græstæppe. www.FCK.dk satte Chris stævne for at høre lidt om forventninger til år 2003.

Først og fremmest - hvordan ser græsplænen ud til den første hjemmekamp?

- Den kommer til at se fin ud. Vi begynder at arbejde med den i midten af februar, hvor vi "tvinger" den til at vokse hurtigere. Så snart plænen når en 5-6 graders celsius begynder den at vokse - bare ikke særlig hurtigt. Vi har ladet banen være frossen indtil videre, da frosten dræber bakterier.

Hvordan har år 2002 været for banen?

- Det har været et godt år, selv om banen har været meget brugt. Hvis du sammenligner banens beskaffenhed i dag med dens tilstand på samme tidspunkt andre år, så har den ikke været bedre end nu.

I den engelske Premier League ser man ofte nogle helt fantastiske baner selvom de har kampe hele året rundt. Hvordan holder de deres baner så flotte?

- Vejret er en anelse anderledes i England og det betyder da en del, men noget der er ligeså essentielt er det enkelte stadions "åbenhed" - altså hvor meget lys og luft, der kan komme ned til plænen. Mange af de engelske stadions er ikke så høje som PARKEN, og det gør det lettere for græsset at gro. Samtidig skal man selvfølgelig tage højde for, at PARKEN også huser adskillige events og koncerter.

Der arbejdes på nogle nye løsninger - kan du fortælle lidt om dem?

- Vi arbejder på rigtig mange løsningsmodeller - det gælder både lys og græs. Der er mange muligheder, og vi sonderer hele tiden terrænet. I 2002 var jeg i England adskillige gange. Jeg var i Wales, Holland og Japan, mens jeg skal til et seminar i Amsterdam og til Norge om kort tid. Vi kan sagtens fortsætte på samme måde som nu, men vi arbejder hele tiden på at finde fleksible græsløsninger.

- Men PARKEN er klar til kamp. Der er en landskamp den 2. april og med mindre der falder en meget stor mængde sne i marts, så burde græsset være 100 % klar til at tage imod landsholdet og F.C. København når vi spiller mod Brøndby i den første hjemmekamp den 6. april.