PARKEN Sport & Entertainment søger Grafisk Designer

PARKENs forretningsdrift er sund

I dagens udgave af Berlingske Tidende bringes flere artikler, der skaber usikkerhed om PARKEN Sport & Entertainment A/S. Blandt andet anvendes i avisen udsagn som "Parken står på kanten af afgrunden" og "Parken har en række usunde datterselskaber".

 

I forlængelse af artiklerne udtaler bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment A/S, Flemming Østergaard:

 

- Jeg er overrasket over niveauet i artiklerne i Berlingske Tidende, hvis blotte eksistens tvinger mig til at gentage, at vores forretningsdrift grundlæggende er sund. Jeg anerkender, at finanskrisen er kommet på tværs af vores offensive ekspansionsplan, og at den uheldige timing medfører, at vores finansielle omkostninger er en del højere end vi oprindeligt havde kalkuleret med. Den situation har vi imidlertid drøftet og afklaret med vores bankforbindelse i december 2008, og jeg er overbevist om, at vores stærke forretningsområder også i de kommende år vil levere det nødvendige cashflow, siger han og fortsætter:

 

- Jeg tror, at de negative rygter, der verserer om PARKENs økonomi, bunder i en fejlagtig opfattelse af den regnskabsmæssige behandling af de 761 sommerhuse i Lalandia Billund, som vi har solgt, men som vi først kan bogføre i takt med leveringerne i 2008, 2009 og 2010. Jeg accepterer naturligvis, at vores gældssituation er genstand for interesse i medierne, men det er uden hold i virkeligheden at påstå, at vi står på kanten af afgrunden samt at vi har usunde datterselskaber. Det kan man simpelthen ikke udlede af vores regnskaber, og det bliver helt grotesk, når Berlingske Tidende fremhæver 2007-regnskabet for badelandet i Lalandia Billund som et eksempel på dette. Centeret åbner den 24. april 2009, så det er vel ikke så mærkeligt, at det ikke gav overskud i 2007, siger Flemming Østergaard og opsummerer:

 

- Der er vist ikke mange virksomheder, der ikke slås med følgerne af finanskrisen i øjeblikket, og det gør vi altså også i PARKEN i form af højere finansieringsomkostninger end vi bryder os om, men den situation er som nævnt under kontrol. Til gengæld kan vi endnu ikke mærke nogen alvorlige negative konsekvenser i vores daglige drift, hvor vi på den korte bane kan konstatere, at fitness dk fik næsten 10.000 nye medlemmer i januar, at vi har solgt 29.000 billetter til F.C. Københavns kamp mod Manchester City i februar, og at der i øjeblikket sælges cirka 1000 billetter i døgnet til LEGO World i PARKEN i vinterferien. Jeg har stor respekt for de ting, der sker i verdensøkonomien i øjeblikket, men jeg ved også, at vores stærke og rentable forretningsområder har gode muligheder for både at komme helskindet igennem udfordringerne og samtidig bruge den generelle finanskrise til at styrke deres i forvejen dominerende positioner på en række vækstmarkeder, slutter Flemming Østergaard.